Mulighed for at komme direkte ind fra gaden og blive døbt
HLA_9891.jpg
Elisabeth Krarup de Medeiros (tv) og Astrid Brandt Lundin (th) er to af de præster, der har været med til at tage initiativ til, at man på Kulturnatten i Brøndby kan blive døbt ved en drop-in dåb. Foto: Heiner Lützen Ank
HELE OMRÅDET. På Kulturnatten i Brøndby kan man gå ind fra gaden og blive døbt, når den første af en række drop-in dåb på Vestegnen bliver afholdt

Inde i København, inde på Vesterbro har præsterne fået en idé, nemlig med jævne mellemrum at holde særlige gudstjenester, hvor man kan gå lige ind fra gaden og blive døbt.
Drop-in dåb er blevet så stor en succes, at initiativet for nylig blev belønnet med Kristeligt Dagblads Initiativpris 2018, der bliver givet for årets bedste kirkelige idé.
Nu kommer muligheden så til Vestegnen. For når der er Kulturnat i Brøndby den 5. oktober, har en gruppe af præsterne i Glostrup Provsti (kirkerne i Brøndby, Vallensbæk, Glostrup og Albertslund, red.) nemlig besluttet at gentage successen i Brøndby Strand Kirke.
– Der har været en overvældende interesse for det. Især fra folk, der er kommet andre steder fra. Der er altså nogen, der har lyst til at blive døbt, men som ikke har lyst til at gå op til deres lokale sognepræst, stille sig frem i den lokale kirke og blive genkendt.
Sådan siger den ene af initiativtagerne til, at drop-in dåb nu er kommet til Vestegnen, Astrid Brandt Lundin, præst ved Nygårdskirken i Brøndby og Opstandelseskirken i Albertslund.
Ifølge en anden af initiativtagerne, Elisabeth Krarup de Medeiros, sognepræst ved Brøndby Strand Kirke, har særligt én gruppe taget godt imod den nye dåbsmulighed:
– Erfaringerne viser, at det ofte er midaldrende mænd, der bliver døbt ved drop-in dåb på Vesterbro. Lysten har været der, men tanken om at skulle op til sognepræsten og sidde i et krydsforhør, som man måske forestiller sig, kan holde én væk.

Giver flere mulighed
I udgangspunktet foregår dåb i folkekirken i forbindelse med en almindelig søndagsgudstjeneste. For år tilbage ændrede det sig imidlertid, da man flere steder begyndte at holde særlige dåbsgudstjenester, ofte om lørdagen.
Drop-in dåb er dermed en naturlig fortsættelse af en udvikling, der allerede er i gang, mener Astrid Brandt Lundin. Samtidig kan det måske ligefrem give nogen, der ellers vælger dåben fra, muligheden for alligevel at blive døbt.
– Nogle af de steder, hvor dåb og bryllup står stærkt, er der, hvor folk har et overskud af økonomiske og sociale ressourcer. De har råd til at holde store bryllups- og dåbsfester. Det kan godt forhindre andre i at holde dåb. Fordi de tror, de skal holde en stor og dyr fest. En drop-in dåb er i modsætning til dette fuldstændig uformel og giver altså alle muligheden for at blive døbt uden at skulle holde stor fest.
Desuden kan det nye initiativ være en mulighed for dem, der har et problematisk familieforhold, tilføjer Astrid Brandt Lundin.
– Der kan være familier, hvor det er svært at være sammen. Det kan forhindre familien i at være sammen til dåb. Så det, at man en tilfældig dag kan tage sine børn i hånden og tage sin veninde med, kan give nogen en mulighed for at blive døbt.

Efter overvejelse
Er man blevet døbt som voksen, eller har man fået et barn døbt, ved man, at der til dåben knytter sig en samtale med præsten.
En samtale, der kredser om det praktiske, men som også handler om, hvad dåben betyder og hvorfor man overhovedet bliver døbt.
Den samme forudgående mulighed for en samtale er ikke til stede, når man inviterer folk til at komme ind fra gaden og blive døbt.
En central problemstilling medgiver Elisabeth Krarup de Medeiros.
– Som præst er jeg skolet i, at der går en god og grundig samtale forud for en dåb. Så når det er et lille barn, så taler jeg med forældrene. Er det en voksen, så har jeg ofte et længere forløb. Men jo mere, jeg har tænkt over det, jo mere er jeg kommet frem til holdningen om, at vi ikke skal kunne noget forud for dåben. Vi skal ikke præstere noget på forhånd. Derfor er det fuldstændig teologisk holdbart med drop-in dåb.
I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt nogen kan finde på at blive døbt som en hurtig indskydelse, tager Elisabeth Krarup de Medeiros det roligt.
– Det er folk, der har tænkt over det. Enten ved at det er teenagere, der har tænkt over det i forbindelse med konfirmationsforberedelse eller ved, at det er voksne, der har overvejet på forhånd. Det her appellerer til nogen, der har haft det liggende og som lige mangler det sidste til at få det ud.
Den samme holdning har Astrid Brandt Lundin:
– Nogle har kritisk ment, at man kan sidde på Bodega Hovsa og få den idé, at man vil døbes eller blive provokeret til det. Men jeg er sikker på, at hvis man ikke mener det alvorligt, så er man dampet af, inden man når frem til kirken og gennem kordegn og præst og frem til døbefonten.

For store konsekvenser
Muligheden for at gå lige ind fra gaden og blive døbt, rejser i følge Elisabeth Krarup de Medeiros et naturligt spørgsmål.
– Hvad vi gør, hvis der kommer en muslim?
Et spørgsmål hun selv svarer på.
– Det er jeg ikke klar til, for er et helt andet grundlag, man skal døbes på. Blandt andet i forhold til de sociale konsekvenser, det kan få. Derfor har vi besluttet, at vi ikke vil døbe konvertitter denne aften. Vi vil hellere hjælpe dem hen til at andet tilbud, der kan hjælpe dem, eller tilbyde at mødes med dem senere med henblik på dåbsoplæring og dåb.

Café og snak
Da drop-in dåben i Brøndby Strand Kirke er den første af flere planlagte i provstiet, er det svært at sige, hvor mange, der gør brug af initiativet og hvordan det hele kommer til at forløbe. Men Elisabeth Krarup de Medeiros håber, at rammerne er sat til en god oplevelse for alle.
– Man skal komme med billed-ID, så vil et par kordegne sørge for papirarbejdet. Der vil være flere præster, så man kan høre om, hvordan det går til. Når man så er klar, kan man komme op til døbefonten og blive døbt. Desuden vil der være en lille café, hvor man for eksempel kan nyde en kop kaffe eller tale med en præst. Der vil være musik og korsang, og man kan tænde et lys og bede en bøn.

Et holdepunkt
I Helsingør Stift, som Glostrup Provsti er en del af, er knap 70 procent af indbyggerne medlem af den danske folkekirke. På landsplan er tallet cirka 75 procent.
Dermed nyder folkekirken generelt set stor opbakning hos danskerne, og der er ifølge Elisabeth Krarup de Medeiros, når man tager afsæt i en Brøndbyvirkelighed, gode argumenter for at blive døbt.
– Når jeg taler med småbørnsforældre, taler vi meget om, at man har brug for identitetsmarkører. Her i Brøndby Strand møder vi konstant det, der er anderledes. Derfor er det vigtigt at have identitetsmarkører, og det kan det kristne fællesskab altså være, siger Elisabeth Krarup de Medeiros.

Selv småt er godt
Kulturnatten nærmer sig og dermed også drop-in dåben. Noget de lokale præster ser frem til, siger Astrid Brandt Lundin.
– Vi er enormt spændte på det. Vi forventer ikke et enormt ryk ind. Der vil nok komme nogen den første gang og tjekke det ud. Bare det at der kommer nogen og snuser, vil være en succes, eller at der kommer en enkelt og bliver døbt.

Drop-in dåb i Brøndby Strand Kirke finder sted fredag den 5. oktober kl. 17 til 22.
Den næste drop-in dåb er planlagt til den 2. februar 2019 i Helligtrekongers Kirke i Vallensbæk.
I Brøndby Strand Kirke inviterer menighedsrådet efterfølgende til to aftener, hvor man komme og stille spørgsmål om kristendommen og dåben og tale om, hvad den betyder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top