Nu begynder sæsonen for alvor med en kamp mod Juventus
HLA_1518.jpg
I morgen spiller Per Nielsens trup den første af to kampe i Champions League mod Juventus. Foto: Heiner Lützen Ank
SPORT. I morgen spiller Brøndby IF’s kvinder den første af to kampe mod Juventus FC i Champions League. Samtidig er 3F Ligaen igen i fuld gang

Nogle navne lyder af mere end andre.
Tag for eksempel fodboldklubben Juventus. Et navn, der rimer på sejre og pokaler.
Fodboldklubben har nemlig i mange år tilhørt toppen af italiensk herrefodbold og har således vundet over 30 mesterskaber. Samtidig har klubben konstant befundet sig i toppen af europæisk herrefodbold.
Men navne kan også snyde og lyde af mere, end de er.
Kigger man nemlig på Juventus kvindehold, så er historien en helt anden.
For selvom klubben blev dannet i 1905, så har den kun haft et hold i den bedste kvinderække i Italien i et år.
Et år, der ganske vist blev kronet med et mesterskab, men hvor navnet Juventus, rent sports- og resultatsmæssigt altså er nyt og uprøvet.

En ny klub, men …
En virkelighed der er stik modsat i Brøndby.
For Brøndby IF er et stort navn i Danmark målt i mesterskaber og titler. Både i forhold til kvinde- og herrefodbold. Således har kvinderne vundet ti danske mesterskaber og ti pokaltitler. Et resultat det vil tage Juventus kvindehold mange år at nå.
Alligevel er der ikke tvivl om, at siger man navnet Juventus, så lyder det af noget stort, også inden for kvindefodbold.
Derfor venter der også Brøndby IF’s kvinder to spændende kampe i den kommende tid, når de møder Juventus i 1/16 finalen i Champions League. Hvoraf den første bliver spillet i morgen i Italien.
Men selvom Brøndby IF resultatmæssigt har noget mere at vise frem, og også er seedet i årets Champions League i modsætning til Juventus, så mener Per Nielsen, cheftræner for Brøndby IF, ikke, at man skal lægge for meget i det.
– Juventus er et stort navn og et stort brand, og de er i gang med at bygge noget stort op. De vandt ligaen den første sæson, de var med og holdets grundstamme er også med på det italienske landshold, så der er ingen tvivl om, at det er et godt hold.
Dermed illustrerer Juventus den udvikling, der generelt er ved at ske i italiensk kvindefodbold:
– Italien er måske ikke på niveau med for eksempel Frankrig, Tyskland og England, men har lige ret sikkert kvalificeret sig til VM, så det er et godt hold. Desuden taler vi om helt andre summer af penge, holdet har til rådighed, end det er tilfældet her i Brøndby og i Danmark.
Skal Brøndby videre i turneringen skal nogle bestemte ting fungere, mener Per Nielsen:
– Vi skal have fokus på vores eget spil, og vi skal i begge kampe udvise stor tålmodighed. Vi skal have respekt for dem, men vi skal ikke være bange. Vi er gode til spil med bolden, og det skal vi naturligvis bruge.
Og så skal modstanderens navn bruges, siger Per Nielsen.
– Klubnavnet Juventus vil give alle motivation. Selvom det er et nyt hold på kvindesiden, så lyder det af noget, og alle der spiller mod Juventus, vil give sig ekstra meget.

Med i toppen
Samtidig med at Brøndby IF skal spille de to vigtige kampe mod Juventus, begynder den hjemlige 3F Liga efter en kort landsholdspause.
Her skal Brøndby fortsætte den gode sæsonstart, hvor det er blevet til to sejre (dette interview er lavet inden weekendens kamp mod KoldingQ, red.) i de to første kampe.
– Det bliver en spændende sæson og vi går naturligvis efter at spille med om mesterskabet og pokaltitlen. Vi har haft en del udskiftning og har været ramt af skader, så det kommer til at spille ind.
Inden sæsonstart blev Brøndby IF dog styrket med to markante spillere, som kan få afgørende betydning for holdet.
– Mille (Gejl Jensen, red.) skiftede før sæsonen til Brøndby. Hun er et kæmpe talent, som vi har store forventninger til. Hun skal lige vænne sig til klubben og den måde, vi gør det på. Men hun har meget at bidrage med. Desuden er Nico (Nicoline Sørensen, red.) vendt tilbage til Brøndby fra Linköpings FC. Hun kender klubben og den måde, vi spiller på.
Per Nielsen må dog også undvære en af holdets store profiler.
– Stine Larsen blev skadet i maj måned. Den type af skader (sprunget korsbånd i knæet, red.) tager typisk mellem seks og ni måneder, nok nærmere ni måneder. Så det er naturligvis et savn for holdet. Men hun følger den genoptræning, der er lagt.
Taget tilgang, afgang og skader i betragtning, mener Per Nielsen, at antallet af mesterskaber og titler godt kan blive øget i år:
– Med det hold, vi har, er det bestemt realistisk.

Brøndby IF’s hjemmekamp bliver spillet på Brøndby Stadion onsdag den 26. september kl. 18.00. Du kan læse mere om tirsdagens kamp i Italien og hjemmekampen i Brøndby i Folkebladet og på vores Facebookside

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top