Så er kaos begyndt
DEBAT. Af Johannes Lundstrøm, Platanhaven 2, 2600 Glostrup

Uden at der er etableret alternative parkeringstilbud, har kommunen inddraget 50 P-pladser.
Selv om parkeringspladsen ved Glostrup station ofte er fyldt til bristepunktet, er der nu inddraget 50 pladser til byggeriet af letbanen, uden at der er etableret alternative parkeringspladser. Det kan kun skabe kaos og vil nok i vid udstrækning komme til at kunne mærkes på de omkringliggende villaveje og parkeringspladser, blandt andet på Glostrup Shoppingcenter.
Desværre ser det samtidig ud til, at byggeriet af letbanen kommer til at følge den oprindelige plan med en dyr, overflødig og uhensigtsmæssig afgrening fra Sdr. Ringvej ned til Glostrup Station, i stedet for en løsning som i Herlev, hvor S-togsperronerne flyttes hen til Ringvejen, så der her bliver en nem og direkte omstigningsmulighed. Planlæggerne synes uberørte af, at deres dyre løsning giver det store flertal af den kommende letbanes pendlere en daglig forsinkelse på flere minutter hver vej. Dertil kommer, at de mange krydsninger af letbanetog, der svinger ned til Glostrup Station, kun kan bidrage til at forsinke trafikken på Ringvejen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top