Samarbejdsgruppen: Det kan gøres for 15 mio.
Budget-1.jpg
Hvad koster det at ombygge lokaler fra musikskole til fitness? Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Det bør være muligt et renovere så store dele af Fritidscenteret for 10 til 15 millioner kroner, så kabalen kan gå op, siger Lars Thomsen (Bylisten)

Samarbejdsgruppen har, som beskrevet i Folkebladet i sidste uge, en plan om at flytte genoptræningen fra Dommervangen til Fritidscenteret. Folkebladet har fået et notat fra Glostrup Kommune, der giver et overslag på, hvad det vil koste. Ifølge notatet vil det koste 40 millioner kroner at ombygge hele den sydlige del af Fritidscenteret, der samlet indeholder omkring 2000 kvadratmeter. Politikerne kan i budgetprocessen bede om sådanne overslag, så de ved, hvad et forslag vil koste, inden de fremsætter det. Det er dog en proces, der er behæftet med en hvis usikkerhed, og det er denne usikkerhed, Lars Thomsen (Bylisten) mener kan falde ud til Samarbejdsgruppens fordel.
– Notatet er lavet på tre dage. Ombygningen kommer til at koste, det vi sætter af. Der er ingen, der siger, vi ender med den model, som der er fremlagt i notatet. De har 900 kvadratmeter til genoptræning i dag. De får ikke et hverken mindre eller ringere tilbud, hvis vi sætter 10 til 15 millioner kroner af til renoveringen, siger han.
I budgettet er der i øjeblikket sat i alt 10 millioner kroner af i 2020 og 2021. Det er dog stadig et cirkatal.
– Vi har sat ti millioner af, det kan godt være, det ender med 15. Nu går vi i gang med at finde ud af, hvad kan vi få for mellem 10 og 15 millioner. Vi prøver at lave et realistisk budget. Det er i overslagsårene, så det er ikke lige så sikker en udgift, som det er i budgetåret 2019, hvor udgifterne ligger fast, siger Lars Thomsen.

Forslag for millioner
Forslaget til ombygning af Fritidscenteret er lavet af arkitektfirmaet Keingart. Ifølge det vil det koste 40 millioner kroner i alt. Udgifter er delt ud på enkelte udgifter, der i alt udgør 33 millioner kroner samt syv millioner kroner til projektjusteringer og uforudsete udgifter.
I udgifterne til at renovere er der sat nogle kvadratmeterantal på og så ganget op med et beløb per kvadratmeter. For eksempel vil en ombygning af østfløjens 260 kvadratmeter til fitness koste 10.000 kroner per kvadratmeter. Det mener Lars Thomsen er for højt sat.
– Det koster lige så meget at ombygge Fritidscenteret, som det gør at bygge en ny villa per kvadratmeter. Det er i mine øjne et fejlskud, siger han.
Han siger, at Samarbejdsgruppen vil finde de 10 til 15 millioner kroner.
– Hvis vi så ikke kan få en fuld løsning for dem i første omgang, så kan nogle lokaler blive renoveret senere, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top