Vallensbæks natur i spil til kanon
Nominér-den-smukke-natur-1.jpg
Danmark skal have en ny naturkanon. Vallensbæk Kommune har nomineret dels Strandparken og dels mosen. Foto: Kim Matthäi Leland
VALLENSBÆK. Vallensbæk Mose og Strandparken er de første forslag til den nye, opdaterede naturkanon. De gør nemlig Vallensbæk til noget særligt, mener borgmesteren

Danmarks Naturkanon skal opdateres. Formålet med kanonen er at formidle viden om den danske natur og give flere lyst til at bruge den.
Derfor beder Miljø- og Fødevareministeriet nu om input fra borgere og kommuner, der vil nominere særligt smukke eller interessante naturområder til kanonen.
Alle forslagene indgår i en pulje, hvorfra en jury nominerer 30 steder på tværs af landet. De 30 steder vil komme i spil i en borgernær proces, der i slutningen af 2018 ender med 15 steder, der skal indgå i Danmarks Naturkanon.

Natur for alle
Juryen har fået opstillet nogle kriterier til arbejdet med at udvælge de nominerede områder. Blandt andet skal det enkelte sted have en smuk natur og have noget særligt, der er værd at besøge. Stedet skal have en væsentlig biologisk, geologisk eller landskabelig værdi, og der skal være offentlig adgang.
Vallensbæk Kommune var den første til at melde forslag ind til den nye kanon.
– Vi er så heldige her i kommunen, at vi både har Vallensbæk Mose og Strandparken. Det er to utrolig dejlige og unikke rekreative områder, som mange borgere dagligt har glæde af, lige fra hundeluftere til motionsløbere. De to områder har vi meldt ind og krydser fingre for, at de kommer med i den nye naturkanon, siger Henrik Rasmussen (K), Vallensbæks borgmester.
På hjemmesiden naturkanon.dk kan man melde sine forslag ind til Danmarks Naturkanon.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top