50 år med venskab
Gruppefoto.jpg
26 elever fra Brøndby har sammen med blandt andet Kent Max Magelund, borgmester, netop besøgt Brøndbys tyske venskabsby Steglitz-Zehlendorf. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Brøndby Kommune kan i år fejre 50 års jubilæum med sin tyske venskabsby. Det blev fejret da 26 Brøndbyelever og borgmesteren var i Tyskland

Brøndbys venskabsby-samarbejde med Steglitz-Zehlendorf i Tyskland går så mange år tilbage, at de to venskabsbyer i år kan fejre 50 års jubilæum.
– Tusindvis af Brøndbys børn og unge har gennem årene besøgt vores tyske venskabsby og særligt vores to byers skolepatruljer har et tæt og udbytterigt samarbejde, hvor de på skift besøger hinanden. Det giver eleverne oplevelser og erfaringer af både social og kulturel karakter og er samtidig en god anledning til at belønne dem og sige tak for deres store indsats, siger Kent Max Magelund (S), borgmester.
Brøndbys skolepatrulje er elever fra 6. og 7. klasse, der hver dag står parat med den let genkendelige vest og stav og sikrer, at alle elever kommer sikkert over vejen og i skole. Jobbet som skolepatrulje er ulønnet, og hver elev har typisk én vagt om ugen året rundt.
Den begivenhedsrige uge for Brøndbys skolepatruljeelever bød blandt andet på aktiviteter som klatring og bowling ligesom de, som en del af skoleudvekslingen blev inviteret hjem til deres tyske kolleger.

Underskrev aftale igen
Venskabsby-samarbejdet er traditionelt baseret på kulturel og social udveksling under parolen ’kendskab giver venskab’.
Da venskabsby-samarbejdet begyndte, var Steglitz blot en lille bydel i et delt Berlin. Men bydelen blev i 2001 lagt sammen med andre bydele, så Steglitz-Zehlendorf i dag er vokset til ca. 300.000 borgere.
Kent Max Magelund lægger ikke skjul på, at venskabsby-samarbejdet handler om eleverne og deres mulighed for at få en udbytterig oplevelse, som hovedårsagen til, at Brøndby Kommune fortsat har en venskabsby.
Det er til gengæld så tæt et samarbejde, at den tyske bydels-borgmester, havde inviteret borgmester Kent Magelund, Arno Hurup Christiansen, formand for Børneudvalget og Helge Skramsø, direktør for Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltning med til Tyskland, om end det blev til en ganske kort visit.
Den tyske venskabsby havde nemlig forberedt en officiel markering på Rådhuset i Steglitz-Zehlendorf, hvor 50 års jubilæet symbolsk blev markeret ved, at de to borgmestre genunderskrev samarbejdsaftalen mellem de to byer.
– Venskabsby-samarbejdet er jo en fantastisk måde at give vores børn og unge mulighed for oplevelser og aktiviteter med andre jævnaldrende i udlandet. Gennem vores aftale skriver vi blandt andet under på, at vi ønsker at arbejde sammen på felter som skole og uddannelse. Og det er håbet, at vi kan sætte turbo på skoleudvekslingssamarbejde, så endnu flere elever fra Brøndby kan få mulighed for at kommunikere med og besøge elever fra Tyskland og selv få besøg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top