Aktivitetsdag for 6. klasser styrker fællesskabet
Alma-der-vender-rigtigt.jpg
Alma var meget koncentreret, da hun prøvede kræfter med bueskydning. Foto: Ida Eleni Nielsen.
GLOSTRUP. Egeparken og et solbeskinnet Glostrup Stadion dannede rammen for aktivitetsdagen, der skulle ryste 6. klasserne i Glostrup sammen - mens de prøvede kræfter med forskellige idrætsgrene

Når eleverne til næste sommer skal i 7.klasse, skal de vælge sig ind på nye linjer, der toner deres sidste år i grundskolen. Det betyder, at mange skal have helt nye klassekammerater og skal gå på en anden skole. Derfor bruges aktivitetsdagen også til at gøre overgangen til 7. klasse lidt nemmere.
Sundhedskoordinator på børneområdet i Glostrup Kommune, Daniel Bundgaard, fortæller:
– Vi har valgt at udbyde nogle mindre idrætsgrene, som eleverne nok ikke kender så meget til på forhånd. På den måde har de alle det samme udgangspunkt for dagen, fordi det ikke er de klassiske discipliner som fodbold og håndbold, hvor der altid vil være nogen, der har gået til det i mange år. Oven i det får de mulighed for at få ansigter på nogle af deres måske kommende klassekammerater.
Eleverne kunne vælge mellem ni aktiviteter, der alle havde instruktører fra lokale idrætsforeninger tilknyttet til at guide eleverne igennem dagen. Aktiviteterne indebar alt fra ultimate (frisbee) til parkour og petanque. Og rundt på de grønne arealer omkring Glostrup Hallen var der da også højt humør og stort engagement at spore.
Villads, der til daglig går i 6.a på Søndervangskolen, havde valgt at bruge dagen på ultimate og senere street håndbold:
– Jeg synes, det er fedt nok med sådan en aktivitetsdag, hvor vi får sat ansigter på nogle af de andre elever, som vi måske kommer i klasse med næste år. Jeg kender ikke så mange fra de andre skoler, sagde han.
Selvom mange af aktiviteterne var ukendte, var Villads var dog begejstret for udvalget:
– Det er sjovt at prøve frisbee. Jeg skal også prøve street håndbold senere. Det glæder jeg mig til.
I den anden ende af Egeparken havde nogle elever i bedste Robin Hood-stil valgt at kaste sig over bueskydning. Under kyndig vejledning af en instruktør fra Glostrup Bueskyttelaug fik Alma fra 6.d på Nordvangskolen lejlighed til at møde jævnaldrende på en lidt anderledes måde:
– Jeg synes, det er godt at møde eleverne fra de andre skoler, men jeg synes også, det er lidt underligt, at vi ikke skal være i vores normale klasse til næste år. Men det er også lidt spændende.
Selvom nervøsiteten omkring de nye klassesammensætninger kunne anes, var Alma dog begejstret for dagens program:
– Det er skægt at skyde med bue. Ud over bueskydning skal jeg prøve at sjippe. Det hedder også rope skipping.
Til februar næste år mødes Glostrups 6. klasser endnu engang til en aktivitetsdag, hvor det er fællesskab og boldspil, der er i fokus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top