Bæredygtighed ramte byen
Bæredygtighedsfestival-2018-009.jpg
Forrige weekend var der bæredygtighedsfestival i Vallenbæk. Fredag var det børnene og skoleelverne, der forholdt sig til bæredygtighed.
VALLENSBÆK. I forrige weekend ramte bæredygtigheden Vallensbæk

Stationstorvet i Vallensbæk dannede i den forgangne weekend rammerne om Vallensbæks første Bæredygtighedsfestival.
Formålet var at inddrage borgerne i spørgsmål om, hvordan man lever mere bæredygtigt og er med til at opnå FN’s 17 Verdensmål.

Skoleelever satte i gang
Fredag besøgte 900 skoleelever pladsen for at lære om genbrug, fødevarer, byudvikling og baggrunden for de 17 Verdensmål.
Forud havde alle 9. klasser fået til opgave at udvikle bæredygtige løsninger på tre cases, design af en ny svømmehal, forbedret affaldssortering, samt håndtering af vandressourcer ved kraftig nedbør.
Opgaverne var stillet af blandt andet Capgemini, og ifølge Michael Friis, konsulent hos Capgemini, er der brug for at inddrage de unge.
– Selvom vi er en stor global virksomhed, er det utrolig vigtigt for os at bidrage til de lokalområder, som vi er en del af. Derfor er bæredygtighedsfestivalen en oplagt mulighed for at inspirere kommunens unge, så vi i fællesskab kan skabe en mere bæredygtig verden.
Ifølge Mette Geschwendtner Broegaard, afdelingsleder på Egholmskolen, fik eleverne meget ud af dagen.
– Bæredygtighedsfestivalen har formået at skabe et fælles kompetenceløft hos elever, lærere og pædagoger på Egholmskolen. Eleverne lærte, at de ved ganske få ændringer i deres hverdag kan gøre en forskel og bidrage positivt til et grønnere samfund.
Blandt de løsningsforslag, der blev skabt, var ideen om at lavee byhaver på toppen af skoler, hvor spildevandstanke kunne opsamle det overskydende vand, så kloakkerne ikke oversvømmes.

Give inspiration
Om lørdagen åbnede festivalpladsen for alle kommunens borgere og her kunne man blandt andet drikke sodavand lavet på ukrudt, bygge et insekthotel og afgive sit eget bæredygtighedsløfte
En af de lokale, der var mødt op, var Kasper Druedahl, der havde taget sin fire-årige datter med.
– Festivalen har bragt bæredygtighed tættere på min hverdag. Gennem leg har jeg talt med min datter om både el, vand og vindkraft på en måde, som hun forstår. Jeg håber, at kommunen holder fast i deres fokus på bæredygtighed og bliver ved med at inddrage borgerne.
På hovedscenen kunne man overvære debatter om, hvordan skolen kan indrettes til at skabe mere bevidste og omstillingsparate elever.
En anden debat handlede om, hvordan man lever mere bæredygtig i sin hverdag. Panelet bestod af Concitos Gro Selv, Vestforbrænding, GoMore, Agenda21, FællesGRO og Sustain Daily.
Her kunne man blandt andet høre medstifteren af Sustain Daily, Johanne Stenstrup, anbefale, at man starter med de dele af ens liv, man sætter mest pris på. Det kan være mere fokus på nærvær og mindre på materielle goder. Panelet stemte i med forslag om at dyrke samvær i form af madlavning med lokale råvarer, mere fokus på affaldssortering og kødfrie dage.
Henrik Rasmussen (K), borgmester, håber festivalen har skabt inspiration.
– Jeg håber, at det kan inspirere andre kommuner til at følge trop, og at vi i Vallensbæk Kommune kan være med til at sætte både bæredygtighed og Verdensmålene på dagsordenen.
Vallensbæk Bæredygtighedsfestival er skabt i samarbejde mellem Vallensbæk Kommune og en lang række organisationer og virksomheder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top