Boligpolitikken er på vej i mål
DSC_0729.jpg
Brøndbys politikere har netop sendt en boligpolitik i offentlig hørring. Den skal blandt andet gøre op med det høje antal almene boliger i byen. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. På det seneste kommunalbestyrelsesmøde blev det besluttet at sende den kommende boligpolitik for Brøndby i høring

I Brøndby har man hidtil ikke haft en egentlig politik på boligområdet. Men inden for de seneste år er det blevet tydeligt, at en sådan har manglet.
Et behov som et øget pres på kommunens mange almene boliger har vist. Men som også er blevet tydeligere og tydeligere i takt med, at udviklingen af Kirkebjergområdet er rykket tættere på.
Derfor har de lokale politikere igennem længere tid arbejdet frem mod at kunne præsentere en boligpolitik, og da kommunalbestyrelsen holdt sit seneste møde, onsdag den 10. oktober, blev et udkast til en boligpolitik for Brøndby Kommune vedtaget.

Brug for handling
I indledningen til udkastet opridser Brøndby Kommune selv behovet for at have en politik på boligområdet:
”Hovedstadsområdet er i vækst, og vækstpotentialet i Brøndby er stort. Det mærker vi her i kommunen på den øgede efterspørgsel på eksisterende boliger og på interessen fra investorer, der ser muligheder i at bygge i Brøndby. Den udvikling vil vi, som kommune, gerne støtte op om. Men det skal ske på en måde, så vi kan følge med.
Det skal være en balanceret vækst, hvor økonomi, vækst og byudvikling hænger sammen. For vi vil fortsat kunne levere velfærd på et højt niveau til borgerne i Brøndby.
Vi er allerede godt i gang med byudviklingen. I Kirkebjerg er et helt nyt boligområde og nye borgere på vej indenfor de nærmeste år. I Brøndby Strand skal der rives 5 højhuse ned på grund af PCB. Det giver mulighed for, at vi kan se på hele området med nye øjne og planlægge nye boliger.”

Noget for enhver smag
Udkastet indholder herefter en nærmere beskrivelse af, hvordan Brøndby som boligby, bør se ud, der skal være plads til både nuværende og kommende borgere, ligesom der skal fokus på skabe nye boligformer:
”Brøndby skal have et bredt udbud af attraktive boliger, både hvad angår størrelse, beliggenhed, ejerforhold og prisklasse. Det skal give både Brøndbyborgere og tilflyttere mulighed for at finde en passende bolig.
Det eksisterende boligudbud i Brøndby er kendetegnet ved, at der er mange almene boliger og en del parcelhuse. For at skabe en større variation vil vi bygge noget af det, vi mangler. Det er blandt andet ejer- og andelsboliger og privat udlejning fordelt på både etagebyggeri og rækkehuse.”

Viser vej
På mødet den 10. oktober var der bred enighed om, at det er godt, at man nu er kommet så langt i processen. Således sagde Kent Max Magelund (S), borgmester:
– Det er et godt udkast, som fortæller, hvad vi gerne vil. Vi sender den nu i offentlig høring, ligesom vi holder et temamøde her i kommunalbestyrelsen, hvor blandt andet boligorganisationerne bliver inviteret, så vi kan få deres input med.

Grundig debat
Der var, bortset fra en diskussion om, hvad ordet mangfoldighed dækker over, samlet set stor tilfredshed med udkastet.
Således sagde Vagn Kjær-Hasnen fra Socialistisk Folkeparti blandt andet:
– Det her er et rigtig godt udkast. Vi har gjort et godt stykke arbejde i kommunalbestyrelsen ved sammen at diskutere det her.

Forslag til boligpolitik er i høring frem til den 7. november 2018. Den kan ses på kommunens hjemmeside

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top