Fodboldheltene fra Vestegnen
HLA_4799.jpg
Brøndbyernes IFs kvinder vandt onsdag 1-0 over Juventus på hjemmebane. Dermed er holdet klar til næste runde i Champions League. Foto: Heiner Lützen Ank
SPORT. Onsdag aften vandt Brøndbyernes IF over Juventus i Champions Leaugue. Et rekordstort publikum så på, da de blå-gule kvinder viste, at sande stjerner funkler både på og udenfor banen

Brøndby Stadion onsdag aften kort før kl. 20.
Kampen mellem Brøndbyernes IFs kvinder og Juventus kvinder er netop fløjtet af, og det rekordstore publikum på 8.531 tilskuere er på vej ud i efterårsaftenen efter at have set Brøndby vinde 1-0 over modstanderne fra Italien.
På sidelinjen venter DR, TV2, Folkebladet og et par andre medier på at få lov til at tale med Katrine Abel, Nanna Christiansen, Nicoline Sørensen og Per Nielsen.
Enkeltvis forlader de holdkammeraterne, der står på den modsatte side og taler med fans, familie og venner, krydser banen og stiller sig op foran kameraerne og fortæller om, hvordan det er at være videre til 1/8 finalen i Champions League.
– Det er fedt at spille foran så mange mennesker, fortæller Nicoline Sørensen ind et kamera.
Men faktisk er det unødvendigt for hende at sige det.
For det smil, hun har over hele ansigtet, afslører, at det ikke er en professionel sportsudøver, der ved, at man skal huske fansene, der taler. Men derimod en fodboldspiller, der netop har vundet en vigtig kamp, er blevet tiljublet af tusindvis af tilskuere, har scoret et mål og har løbet, til der ikke var flere kræfter tilbage. Og har nydt hvert eneste sekund.
– Da vi var mindre, og spillede i de små rækker, drømte vi om at have nogen at se op til. Jeg håber, at vi i aften har givet nogle af pigerne noget en god oplevelse og noget at drømme om.

Gik efter planen
Da Folkebladet lidt senere taler med Nicoline Sørensen, er glæden stadig intakt.
– Det var fantastisk og sindsyg hårdt. Vi var godt nok ved at være trætte til sidst. Men vi vinder 1-0 i en fantastisk kulisse og det kunne faktisk ikke være bedre.
Kampen onsdag aften var et returopgør i Champions League.
Da den første kamp i Italien endte 2-2, var Juventus tvunget til at score i Brøndby. At de italienske modstandere derfor lagde ud med at presse de blå-gule var for Nicoline Sørensen og holdkammeraterne ikke overraskende.
– Vi havde et godt resultat med fra Italien, så vi vidste de var nødt til at presse os.
Som kampen skred frem, tog presset dog af, og Brøndby kom selv frem til flere afslutninger og efter 33 minutter scorede Nicoline Sørensen det mål, der skulle vise sig at være kampens eneste.
– Jeg får en bold, løber i dybden og så var det egentlig bare at skyde bolden mellem benene på målmanden. Nogle gange er det så enkelt som det, hvis man får en god bold at arbejde med.
Nicoline Sørensen og holdkammeraterne spiller til hverdag for et par hundrede tilskuere, når der er kamp i 3F Ligaen.
Onsdag var der 8.531 tilskuere, der kiggede med, og det kan mærkes inde på banen.
– Hvor er det fantastisk at spille fodbold foran så mange mennesker. Jeg ville ønske, det kunne ske noget oftere. Det er skønt, at de har lyst til at komme og kigge på os og så får sådan en oplevelse med.

Et ekstra gear
Det rekordstore tilskuerantal var også en af de ting, Per Nielsen, cheftræner, efterfølgende fremhævede.
– Det giver utrolig meget at spille for så mange mennesker. Det giver et ekstra gear. Det er super fortjent, at pigerne får denne oplevelse.
Per Nielsen er træner i Brøndbyernes IF. Derfor fremhævede han efter kampen naturligvis også sammenholdet, fællesskabet og viljen til at ofre sig for hinanden som den afgørende faktor for sejren og det videre avancement.
Alligevel var der dog en spiller, der onsdag aften strålede ekstra meget.
– Katrine Abel stod en outstanding kamp. Det er helt uforståelig, at hun ikke er inde omkring landsholdet. Hun blev ganske fortjent kampens spiller.

Tid til at være forbillede
Kort efter kl. 20. Spillerne er færdige med at give interviews, de fleste tilskuere har forladt stadion og folkene, der skal feje og rydde op, er godt i gang med arbejdet.
Pressen forlader stadion igennem en sidedør i hovedindgangen.
Udenfor står en stor gruppe fans med mobiler, kuglepenne og fodboldtrøjer, der skal skrives på.
Midt i dette står Katrine Abel, Cecilie Lindqvist, Julie Tavlo Petersson og flere af de andre spillere og giver sig tid.
Tid til at skrive autografer, tid til få taget selfies. Tid til få en lille sludder.
Som ungdomsspiller drømte Nicoline Sørensen om at have forbilleder at se op til.
Onsdag aften var der før, under og efter kampen, Brøndbyernes IFs sejr over Juventus, rig mulighed for at få et helt hold at se op til.

Uafgjort topkamp
Lørdag var det igen 3F Liga hverdag for Brøndby IF, da holdet skulle en tur til Hjørring for at møde rivalerne fra Fortuna.
En kamp der endte uden scoring, hvorfor Brøndby IF stadig er på førstepladsen i 3F Liagen

FAKTA
Der blev i går (mandag, red.) trukket lod til næste runde i Champions Legaue. Det følger vi op på i næste uges avis og på vores Facebookside

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top