Glostrups gobeliner indviet
streetart.jpg
Her er fire malerier med temaet natur. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. De store malerier på hegnet ind til nedrivningen af posthuset blev indviet i sidste uge. Når nedrivningen er afsluttet, bliver malerierne vendt om, så de peger ud mod S-togsperronen

Onsdag eftermiddag var der masser af mennesker på Banegårdspladsen i Glostrup. Busserne kørte og der var almindelig eftermiddagstravlhed. I et hjørne af pladsen stod en lille gruppe mennesker, der tog det lidt mere roligt. De var nemlig til fernisering på Glostrups Gobeliner, som graffiti-malerierne på hegnet ind til nedrivningen af posthuset bliver kaldt.
– En Gobelin er jo egentlig et vævet billedtæppe, der ofte fortæller noget historisk. Men i Glostrup er det altså blevet til dette malede værk, hvor Glostrups fortid, nutid og fremtid er “vævet” sammen og fortalt af Glostrups borgere gennem Stine Hvid, sagde Dan Kornbek Christiansen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
Han er glad for malerierne.
– Jeg synes, at vi kan være stolte af dette værk. Det er nemlig ikke bare nogle rigtigt flotte malerier. Det er faktisk et udtryk for, hvad Glostrup egentlig er. Motiverne er illustrationer af alle de ting, der betyder noget for Glostrups borgere. Det ved vi, for vi har nemlig spurgt dem. Så hvert enkelt element i hele værket er taget med, fordi det siger noget om vores by, siger han.

Glad for bilerne
Gobelinerne er malet af street-art kunstneren Stine Hvid. Street-art bliver også kaldt for graffiti-kunst. Det er primært malet med spraydåser.
Gobelinerne er delt op som 30 selvstændige malerier. Det er der en grund til, fortæller kunstneren.
– Normalt ville jeg have lavet en sammenhæng fra det ene maleri til det næste, så de fortalte en sammenhængende historie og så farverne skiftede blødt. Det kunne jeg ikke her, siger hun.
Grunden er, at gobelinerne senere på året skal flyttes og vendes om, så de peger ud mod S-togsperronen. Ingen vil endnu sige, hvornår nedrivningen af posthuset er afsluttet, men det bliver i løbet af efteråret. Når det sker, skal posthusets gamle areal bruges til for eksempel cykelparkering. For stadig at skærme banegårdspladsen og beboerne i den centrale del af Bymidten mod støj fra jernbanen, bliver hegnet flyttet, så det står mellem jernbanen og Banegårdspladsen. Her bliver alle malerier drejet 180 grader, da det ikke kan lade sig gøre at vende hele væggen om. Så får dem, der venter på S-toget, glæde af malerierne i stedet for dem, der venter på busserne.
Kunstneren var dog glad for udfordringen.
– Jeg har haft meget frie rammer i projektet. Men når man bliver udfordret, finder man sin egen stil og det er der, man rykker sig som kunstner, siger hun.
Hun har været glad for projektet.
– Jeg fik en lang liste med ideer fra Glostrups borgere, og så måtte jeg vælge ret frit. Det er et stort projekt, som bliver set af rigtig mange mennesker, så det er vigtigt, at det rammer bredt. Det skal ikke kun være for de unge eller for de ældre, det, synes jeg, er lykkedes, siger hun.
Selv er hun mest glad for de historiske motiver.
– De historiske motiver synes jeg har været super spændende, det er ikke noget, jeg har malet så meget tidligere, jeg tror ikke, jeg har malet biler før, nu har jeg malet nogle historiske biler. Det har overrasket mig positivt, så godt resultatet er blevet, siger hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top