Højhuse på vej i Vallensbæk
VALLENSBÆK. Står det til De Konservative og borgmesteren skal der bygges højhuse på Egeskovvej i op til 18 etager. Dansk Folkeparti frygter, det vil skabe store problemer for Vallensbæk

Ifølge et udkast, der lige nu er på vej igennem de forskellige udvalg i Vallensbæk Kommune, er der planer om, at der i tiden indtil 2020 skal bygges boliger i op til 18 etagers højde på Egeskovvej 1-11.
Forslaget er udarbejdet af projektudviklingsselskabet GreenLiving og blev behandlet på Teknik- og Miljøudvalgets møde i sidste uge. Det kræver nemlig en ændring af den gældende lokalplan for området og et kommuneplanstillæg.
Formålet med lokalplanen og kommuneplanstillægget er at omdanne det eksisterende erhvervsområde til at rumme cirka 600 nye boliger.
Ifølge forslaget skal der bygges op til 18 etager, ligesom der vil være bebyggelsesprocent på op til 175 procent.
Ønsket om at arbejde med så høj en tæthed skal ifølge oplægget ses i lyset af, at området er stationsnært og at der etableres tre letbanestationer inden for få hundrede meter fra området.
Hertil kommer, at de primære skyggepåvirkninger bliver på motorvejen, hvorfor der med fordel kan bygges op til 18 etager, ligesom bygningerne, der placeres langs motorvejen, vil kunne fungere som støjskærm.

Kvalitet koster højde
Disse forskellige faktorer gør til sammen, at der er tale om et godt projekt, mener Henrik Rasmussen (K), borgmester.
– Vi kunne få nogle etagebygninger på området, sådan noget pænt, neutralt noget. Men jeg ønsker ikke, at vi laver højhusghettoer ud til motorvejen. Vi vil gerne have kvalitet, livsstil, mangfoldighed og det grønne ind i det i stedet for. Derfor er vi, efter at have været i dialog med ejerne, nået frem til, at hvis man bygger i højden, så bliver der plads til det grønne ind mellem bygninger, fordi vi samtidig får al parkering under jorden. Men det koster penge, og der er jo kun en til at betale, og en måde at gøre det billigere på, er ved at bygge i højden. Derfor er det en god idé.
– Hertil kommer, mener Henrik Rasmussen, at 18 etager, der rager synligt op i luften, kan skabe interesse hos de forbipasserende.
-Jeg håber, med den kvalitet, der kommer i det, at folk vil se det og tænke, det må jeg da bare se nærmere på.

Hvorfor ikke erhverv?
Hos Dansk Folkeparti er udsigten til at skulle kigge op på op til 18 etagers bygninger i Vallensbæk ikke et ønskescenarie, fortæller Kenneth Kristensen Berth.
– Det kan få alvorlige konsekvenser for Vallensbæk Kommune, jeg frygter således, at beboersammensætningen kan skabe problemer for Vallensbæk. Og det skal gå meget stærkt, for ifølge planen skal det stå færdig allerede i midten af 2020, og kan kommunen overhovedet følge med i forhold til sådan noget som institutionspladser.
Hertil kommer, mener Kenneth Kristensen Berth, at der ikke bliver taget højde for støjen på stedet.
– Det er et meget udfordret sted i forhold til støj. Det bliver et rent støjinferno. Hvorfor er det, at boliger skal bruges til støjsikring.
Og bygninger i op til 18 etager vil komme til at genere byen nuværende borgere, mener Kenneth Kristensen Berth.
– Det vil komme til at genere beboerne i Amalieparken og på Margrethevænget.
I stedet for at bygge boliger i højden, mener Kenneth Kristensen Berth, at der i stedet skal satses på at bygge erhverv i området.
– Borgmesteren skal have den ros, at han har været god til at tiltrække erhverv til byen. Så hvorfor satser vi ikke på det i stedet for at bygge op til 18 etagers bygninger?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top