Lettere hverdag for de mindste virksomheder
DEBAT.

Der er rigtig mange små virksomheder. I Glostrup, Brøndby og Vallensbæk Kommune er der 3.370 private virksomheder i alt, og hele 88 procent af dem har mindre end ti medarbejdere. De knokler hver dag for at få det til at hænge sammen. Men ofte er de ved at drukne i besværlige indberetninger, indviklede regler og andet bureaukrati, der ofte skal klares af mester foran skærmen efter en lang arbejdsdag.
Det kender murermester Ole Larsen fra Glostrup. Han har ni ansatte og har været nødt til at hyre et privat firma til virksomhedens lønstyring. For når man som mester er på byggepladsen hele dagen, og ikke bruger al arbejdstiden på foran computeren, er det nærmest umuligt at følge med i nye regler om satser, tillæg og overenskomst.
Indtil nu er de mindste virksomheder blevet overset af politikerne på Christiansborg. Det skal vi have lavet om på, og heldigvis er der udsigt til, at det måske kan blive lidt bedre.
I Dansk Byggeri har vi kortlagt de værste problemer for de mindste virksomheder. Og vi har en række helt konkrete forslag, der kan gøre hverdagen lettere for dem. Hjælp til at aflønne lærlinge og ansætte medarbejdere. Retur til det offentlige med indberetning af årsrapporter, moms og løntilskud. Bedre mulighed for at tegne ulykkesforsikring og væk med indviklede regler for at byde på opgaver for kommunen. Sådan lyder nogle af forslagene.
Og erhvervsminister Rasmus Jarlov har taget handsken op. Han har bebudet, at han snart vil komme med et udspil, der skal gøre livet lettere for de mindste virksomheder. Det ser vi frem til i Dansk Byggeri.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top