Motionsdag for venskaber
Motionsdag-42.jpg
Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Fredag var der Skolernes Motionsdag i hele Danmark. På Vestervangskolen var der fokus på venskaber, sammenhold på tværs af skolen og en masse løbne kilometer betød penge til Red Barnet

Fredag formiddag var der helt blå himmel over eleverne fra Vestervangskolen, der på Glostrup Stadion varmede op til dagens motionsløb. Høje knæløft, englehop og gang i armene.
Efter et kvarters opvarmning var børnene klar til at løbe. Løbet startede klokken 9.00 og de skulle være færdige senest 11.15.
– Når børnene i de små klasser bliver trætte, går de ind igen. Men de store løber igennem. Sidste år var der nogle af de store, der løb en halvmaraton, siger Sandra Karmann, konstitueret afdelingsleder på Vestervangskolen.

Løb for venskaber
Sidste år i forbindelse med Skolernes Motionsdag blev Glostrup Skole Red Barnet ambassadørskole. Det arbejde fortsatte de med på Vestervangskolen til dette års motionsløb.
– Løbet er afslutningen på en emneuge, hvor vi har arbejdet med sundhed. Vi har for eksempel brugt Klatreskoven, vi har lavet stjerneløb og der har været børn på Herstedhøje. Vi har haft meget samarbejde på tværs af årgange og klasser, siger Sandra Karmann.
Til motionsdagen sidder den ene 9. klasse og tæller omgange for de andre elever. Ved nogle er de nødt til at spørge om navn og klasse, men ved en del, der krydser 9. klasseeleverne bare af og beder børnene om at løbe videre. De kender allerede navn og klasse.
– Vi har ”kun” 350 elever, så vi kan lave samarbejde, hvor eleverne lærer hinanden at kende. Det har vi også haft i emneugen, siger Sandra Karmann.
Skolen har i år valgt at kalde løbet for et venskabsløb.
– Man støtter og hepper på hinanden, når man løber. Derudover har eleverne indgået sponsorkontrakter, for eksempel med deres forældre, der giver et beløb til Red Barnet for hver kilometer, som deres barn havde løbet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top