Ny konservativ støj-linje?
DEBAT. Af MF Kenneth Kristensen Berth (DF), kommunalbestyrelsesmedlem

Står det til De Konservatives formand for Teknik- og Miljøudvalget, Jan Høgskilde, er støj ikke noget problem, man kan jo bare lukke døre og vinduer. Det er i hvert fald budskabet i Høgskildes forsvar for kommunens nye byggeri langs Køge Bugt Motorvejen med det forskønnende navn Vallensbæk Byhave bragt her i Folkebladet den 23. oktober.
Da jeg for nylig var på besøg på Egeskovvej, hvor Vallensbæk Byhave skal opføres, målte jeg 78 decibel, og det var ikke engang i myldretiden. Jeg vil ikke afvise, at man kan lave et højhusbyggeri, hvor man indenfor murene kan komme under støjgrænserne, men udenfor vil støjen være enorm.
Hvis Jan Høgskildes argumenter om, at vi bare kan lukke døre og vinduer generelt skulle gælde i Vallensbæk, så burde borgmesteren jo droppe alle ambitioner om at få staten til at betale for støjværn langs motorvejene. For hvis de nye borgere i Vallensbæk Byhave bare kan gå indenfor og lukke døren, så må det samme jo gælde for alle boligejerne i Vallensbæk Nordmark og ved Køge Bugt Motorvejen. Men kan det virkelig være den nye konservative linje, når det handler om støj?
Der synes at være noget dobbeltmoral at spore her.
Netop i en kommune der er så hårdt støjplaget som Vallensbæk er, burde vi da være de sidste til at sige ja til at opføre 600 ekstremt støjbelastede boliger i vores kommune.

Svar:
En korrektion

Af
Jan Høgskilde, formand Teknik og Miljø (K), Vallensbæk

Jeg skal beklage, at jeg åbenbart ikke er i stand til at skrive, så det ikke kan misforstås. Kenneth Kristensen Berth (KKB) har fuldstændig misforstået, hvad jeg skrev i sidste nummer af Folkebladet og jeg beklager ikke at være i stand til at skrive så det er forståeligt. Men lad mig præcisere, så jeg håber, det er klart KKB. Naturligvis skal folk ikke undlade at åbne vinduer, jeg refererede til, hvordan det fungerer i Delta Park, hvor man intet hører, når vinduerne er lukkede. Og så tillod jeg mig at skrive, læs gerne igen, at nye teknologiske løsninger, netop giver mulighed for at åbne vinduer mod motorvejen.
Må jeg iøvrigt henvise til eksperten Jonas Brunskog, der netop udtaler sig om dette i en anden lokalavis. Han anfører netop, at det er muligt at bygge så vinduer mod motorvejen kan åbnes. Så behøver ingen jo at tro på mig, og jeg tror gerne på eksperter.
Bag ved bygningerne, vil der ikke være en generende støj ganske simpelt fordi bygningerne skygger, og KKB, derfor giver det ikke mening at bruge din støjmåling. Den vil ikke være gældende efter byggeriet.
Med dette in mente er det altså ikke sådan, at vinduerne ikke kan bruges. Så jeg har altså aldrig givet udtryk for, at folk skal holde vinduerne lukket, det kan de heldigvis selv bestemme.
KKB nævner Vallensbæk Nordmark, men glemmer, at her taler vi om villaer, der ikke skygger for støjen. Nu ligger det ikke i kortene, men en bygning langs motorvejen i Nord ville jo have den samme effekt, altså skygge for støjen. Så nej KKB, der er ingen dobbeltmoral her. Det håber jeg nu at have forklaret, så det står klart.
Skal vi ikke begynde at diskutere fakta? Det synes jeg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top