Seniorrådet: Trist
BRØNDBY. Seniorrådet skal rådgive kommunen i forhold til spørgsmål der angår seniorer og formanden for rådet finder flere besparelser triste

– Overordnet er det naturligvis positivt, at besparelsen på ældreområdet blev cirka 30 procent mindre end først udmeldt. Men at der skal spares på ældreområdet i Brøndby, burde borgmesteren beklage, brede budgetforlig eller ej. At besparelserne fritager demensområdet holder heller ikke helt, sådan siger Flemming Eilstrup, formand for Seniorrådet, der understreger at han taler på Seniorrådets vegne.
Skal Flemming Eilstrup pege på nogle konkrete punkter, hvor besparelserne er et problem, er han ikke i tvivl.
– Besparelserne på gå-ture er trist, rigtig trist. Udover borgerne, der mister ugens lyspunkt, bliver medarbejderstaben i hjemmeplejen mindre fleksibel i forhold til borgere med behov for personlig pleje, fordi der møder færre ind om morgenen. Det kan ramme blandt andet demente i eget hjem. Samme med reduktion af aktivitetstimer på ældrecentrene samt støtte til pårørende.
Og så ærgrer Flemming Eilstrup sig over, at trivselsguide-ordningen forsvinder.
– Det er ærgerligt, når medarbejderen netop var ved at komme igang. Men realistisk set er kapaciteten hos en medarbejder nok begrænset. I stedet håber Seniorrådet, at de mange gode kræfter i hjemmepleje og pensionisthuse fortsætter arbejdet med at afhjælpe ensomhed. Desværre stiger presset mod de frivillige, der ikke er for mange af i forvejen.
Og endelig spørgsmålet om Kisumparken.
– Seniorrådet håber, at opgaven med at skaffe beboerne plads på nuværende ældrecentre prioriteres. I positiv retning trækker naturligvis, at der endelig er kommet gang i planerne for et nyt pleje-og ældrecenter.

Læs mere her:
Et sparebudget også med investeringer
Pædagogerne
Ældre Sagen
Seniorrådet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top