Thyra Frank imponeret over de ældres forhold
Thyra-Frank.jpg
Thyra Frank var imponeret over omgivelserne på Ældrecenter Sydvestvej. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Fredag var ældreminister Thyra Frank på besøg på Ældrecenter Sydvestvej. Her var hun imponeret over forholdene for de ældre og indsatsen mod ensomhed i aktivitetscenteret

Fredag formiddag var ældreminister Thyra Frank på besøg på Ældrecenter Sydvestvej. Besøget varede en time, der var delt ligeligt mellem ældrecenteret, der ligger på 1. til 4. sal, og aktivitetscenteret, der ligger i stueetagen.
Først gik turen til 4. sal, hvor Thyra Frank nød udsigten over Rådhusparken fra altanen og hun så hvordan beboernes hverdag fungerer i fællesområderne. På 2. sal så hun en tom bolig, som hun var meget imponeret af. Derefter gik turen til 1. sal, hvor ældrecenteret har to tagterasser, som bliver meget brugt af de ældre, især i den varme sommer var det godt at kommer derud og blive kølet lidt ned.
Samlet set var hun meget imponeret over forholdene for de ældre i Glostrup.
– Det er fantastisk at se de her omgivelser. Det er simpelthen så dejligt at opleve, hvordan de sidder og hygger sig og har et fællesskab, sagde hun.

Aktivitetscenter
Efter besøget på ældrecenterdelen af bygningen gik turen ned i stueetagen, hvor Thyra Frank blev vist rundt i aktivitetscenteret. De har netop fået mere plads, hvilket her givet mulighed for en masse nye aktiviteter. I den nye del sad der for eksempel en gruppe og malede, da ministeren kom forbi.
– Her i aktivitetscenteret bærer det præg af, at der er ildsjæle, der vil det her. Der er en café, hvor de kan sidde og hygge sig. At være med rundt og se alle de ting, der foregår, og få at vide, der er så mange mennesker, der kommer igen, det er dejligt. En af dem sagde, at hun kommer hver dag, nogle kommer tre gange om ugen. Det forebygger den ensomhed, som vi ved der er så meget af derude. Ensomhed medfører noget sorg, og desværre at nogen mister gnisten og troen på livet. Der er 13 procent af den danske befolkning, er der over 70 år. De 13 procent står for 23 procent af alle selvmord i Danmark. Så vi har en opgave, så det er vigtigt, sagde hun.
Hun mente det er genialt at ligge ældrecenteret sammen med aktivitetscenteret.
– Jeg synes det er genialt at have plejehjemmet sammen med aktivitetscenteret. Man kan komme ned fra plejehjemmet og være med i aktivitetscenteret, og være sammen med sine pårørende. Det fællesskab og sociale samvær er en rigtig god ide, sagde hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top