Ubrudt skolegang giver højere karakterer
HLA_6550.jpg
Nye tal fra Brøndby Kommune viser, at børn der haft hele deres skolegang i Brøndby klarere sig bedre end børn, der kommer til i løbet af skolegangen. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. Nye tal fra Brøndby Kommune peger på, at hvis eleverne uafbrudt har gået i skole i Brøndby, så kan det ses positivt på deres karaktergennemsnit

Tal og statistikker er taknemmelige. For de kan fortolkes.
Det medgiver Arno Hurup Christiansen (S), formand for Børneudvalget.
Men ikke desto mindre bliver Arno Hurup Christiansen glad, når han betragter de seneste tal for karaktergennemsnittet for elever, der har haft ti års skolegang i Brøndby Kommune.
For ifølge disse tal, der stammer fra Brøndby Kommune, klarer børn, der har haft hele deres skolegang i Brøndby sig bedre end børn, der er kommet til senere.
Ved sommerens afgangseksamen i mundtlig dansk var karaktergennemsnittet således 6,94 for alle 267 elever på de tre skoler. Mens den var oppe på 7,26 for de 165 elever, der har haft ti års skolegang i Brøndby.
I forhold til matematikken er tendensen den samme. Ser man for eksempel på afgangsprøven i matematik med hjælpemidler er det samlede gennemsnit på 5,78, mens det for elever, der har gået i skole i Brøndby igennem hele folkeskolen, er oppe på 6,39.
Og det skaber altså glæde hos Arno Hurup Christiansen.
– Det er ikke nødvendigvis en kæmpe forskel, men der er dog forskel.

Summen af det hele
Det er vanskeligt at sige, hvad den udslagsgivende faktor er. Men Arno Hurup Christiansen mener, forklaringen skal findes i summen af de forskellige indsatser, Brøndby Kommune gør på skoleområdet.
– Det er en bred indsats, vi har i forhold til børnene. En tidlig læseindsats, to-lærer-ordning og fokus på den enkelte elev.
Hertil kommer en anden væsentlig faktor, ifølge Arno Hurup Christiansen.
– Vi har meget glade og tilfredse lærere. Det skyldes det aftalepapir, vi lavede med lærerne i forbindelse med arbejdstidsreformen. Tilfredse lærere smitter af på børnenes skolegang.
På denne baggrund mener Arno Hurup Christiansen også, at tallene fortæller en historie, som af og til er underbelyst.
– Det er klart, at vi har nogle problemer i forhold til unge og uddannelse i Brøndby. Noget vi arbejder med i paragraf 17, stk. 4-udvalget (undersøger hvordan unge hjælpes til at få en ungdomsuddannelse, red.). Men tallene viser alligevel, at man som forældre roligt kan sende sine børn i skole i Brøndby, for de får noget ud af det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top