Vesterled er et dårligt sted til et ældrecenter
DEBAT. Emil Bakkendorff, Brøndbyøster Torv 54 4. tv, 2605 Brøndby

Mine forældre levede de sidste år på ældrecentret på Nygård Plads og vænnede sig efter nogen tid til, at det skulle være sådan.
Det bliver aldrig ældres førstevalg at flytte på ældrecenter, helst vil vi dø sammen med vores kære i ”god fysisk stand” men sådan er livet jo ikke.
Mine forældre var heldige at komme på Nygårds Plads. Et velfungerende sted med et personale og nogle frivillige, der aldrig opgiver at arbejde for, at man kan have et godt liv – ”næsten” lige så godt som før.
Når omgivelserne byder på indkøbsmuligheder, offentlig transport, natur med mere, så er det et godt rygstød for alle at gøre det til et godt sted.
Placeringen Vesterled er ikke god. Tæt på industriområde, ingen offentlig trafik, langt til forretninger er minusser, og der udtrykkes bekymring fra de kommende naboer.
Nej politikere det er en fejl. Her er nogle løsninger:
Ombyg Gildhøj eller riv ned og byg nyt. Der er masser af plads længere ned mod Brøndby Strand til Sportsbyen!
Kirkebjergprojektet kunne også være en mulighed – måske med en investor – og jeg tror, det kunne være et aktiv for projektets fremtid. I hvert fald er de elementer jeg nævnte tidligere tættere på end i Vesterled.
Og hvad med Brøndby Strand i nærheden af centret og kulturhuset Brønden. Når nu der alligevel sker så mange forandringer i de næste år. Yderligere er der jo en del ældre af anden etnisk oprindelse, og de har jo også behov for faciliteter tæt på familie m.m.
Jeg håber, at dette kan danne grundlag for at politikerne ændrer beslutningen til gavn for fremtidige beboere, personale, frivillige og pårørendes mulighed for at gøre den sidste del af livet bedre.
Jeg har valgt at stille op til seniorrådet i håbet om at kunne påvirke beslutninger som disse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top