Boligsælgende pensionist
DEBAT. Af Anne Grethe Caspersen, Gammel Køge landevej 648, 2660 Brøndby Strand

Jeg håber, Benny Nielsen har forstået Kent Max Magelunds forklaring. Det har jeg desværre ikke.
Noget andet jeg heller ikke forstår. Vi meldte os som aktive søgere i Bo-Vest den 1. oktober. Siden er vi rykket syv trin opad på ventelisten. Jeg er nok naiv, jeg mente, man rykkede nedad. Nå, vi indmeldte os jo først i 1997, og vores alder taget i betragtning, har det åbenbart været en tåbelig, nytteløs investering.

Svar 1
Af
Kent Max Magelund (S), borgmester

Jeg kan godt forstå, at hele problemstillingen omkring boliganvisning og anvisningsaftaler kan være svær at forstå. Reglerne er indviklede, og der er desuden forskellige aftaler med boligselskaberne. Derfor prøver vi nu via frivillige aftaler med boligorganisationerne at få ensartede kriterier.
Et af kommunens mål med de fremtidige aftaler er bl.a. at give de boligsælgende seniorer bedre muligheder end nu, så vi forhåbentlig undgår den situation, som Anne Grethe Caspersen beskriver.

Svar 2
Af
Dorthe Larsen, formand Tranemosegård

For tiden diskuterer kommunalbestyrelsen i Brøndby ønsker til fremtidens regler for anvisning til almene boliger i kommunen. Det er denne diskussion borgmester Kent Max Magelund refererer til i sit læserbrev.
Boligselskabet Tranemosegård, der administreres af Bo-Vest, har i dag ikke såkaldt fleksible kriterier for anvisning til almene boliger. Fleksible kriterier er aftalt mellem kommune og boligselskab og kan være, at man skal være i beskæftigelse, have en vis alder eller have helbredsmæssige årsager til at ville flytte tættere på familie.
I Tranemosegård har vi en venteliste, hvorfra hver fjerde bliver kommunalt anvist til vores boliger, når de bliver ledige. Det er helt normalt og er gældende for alle almene boligselskaber.
Resten af boligerne i Tranemosegård anvises efter ventelisten, i forhold til lovgivningen, hvor opskrevne i afdelingen har førsteret til den ledige bolig, og opskrevne i selskabet har andenret til boliger i selskabet. Derefter gælder, at den første på den eksterne venteliste bliver tilbudt at få en bolig, hvorved de andre på ventelisten rykker en plads op. Det vil sige, at chancen for at få tilbudt en bolig stiger, hvis man har stået på ventelisten længe, for så er man rykket op ad ventelisten. Dog har vi måtte tage hensyn til genhusning af beboere i de PBC-ramte højhuse i Brøndby Strand.
Vi håber, der har besvaret dit spørgsmål. Du er altid velkommen til at skrive eller ringe til Bo-Vest, hvis du har yderligere spørgsmål.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top