Brøndby Kommune er tavs i ridecentersagen
HLA_0735.jpg
Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. Det nye ridecenter i Brøndby bliver yderligere forsinket. Kommunen vil ikke oplyse, hvad problemet er og hvornår ridecenteret står færdig

Det kommende ridecenter i Brøndby skulle ifølge den oprindelige plan vær klar til brug kort efter sommerferien 2017. Men det kom ikke til at holde stik.
Så var meldingen, at det blev i løbet af 2018. Men som året nærmer sig sin afslutning, tyder alt på, at denne tidsplan heller ikke holder.

Oplysninger følger
Da ibrugtagningen blev udskudt i første omgang, var begrundelsen ifølge Brøndby Kommune, at grundvandet stod højere end forventet, ligesom den lerholdige jord gør det svært for regnvandet at løbe væk. Hertil kom, at en stor koncentration af glasskår fra et tidligere gartneri ville skabe problemer for hestene. Et problem man forsøgte at løse ved at komme et lag muldjord ovenpå, men som altså ikke løste problemet tilstrækkeligt.
I august måned blev Brøndby Kommunes Idræts- og Fritidsudvalg orienteret om sagen. Men da udvalgsmøderne er lukkede og da orienteringen var mundtlig, har Folkebladet ikke haft mulighed for at undersøge, hvad årsagen til de yderligere forsinkelser skyldes.
Heller ikke Kent Max Magelund (S), borgmester, har lyst til at uddybe.
Til Folkebladet skriver han, med henvisning til det svar, Folkebladet har modtaget fra kommunens embedsmænd:
”At der kommer en sag op på Kommunalbestyrelsens møde senere om ridecenteret, enten sidst på året i år eller primo 2019.”
Herefter tilføjer såvel Kent Max Magelund som kommunens embedsfolk, at ridecenteret er taget i brug af rideklubben.

Jysk regning holdt ikke
Det er imidlertid ikke første gang, der er opstår problemer i forbindelse med etableringen af det nye ridecenter.
I begyndelsen af 2016 kunne Folkebladet således fortælle, at den daværende kommunalbestyrelse havde ydet en ekstrabevilling til etableringen af det nye ridecenter.
I 2014 budgetterede man med 20,4 mio. kr. til projektet. Et beløb, man i 2015 reducerede med fire mio. kr., da man regnede med, at man ved at bruge en jysk entreprenør kunne gøre projektet billigere. Det vist sig imidlertid ikke at holde stik, og i 2016 bevilligede kommunalbestyrelsen således ekstra 6,6 mio kr. til projektet.
Fordi der ifølge Teknisk Forvaltning var kommet uforudsete udgifter til, i forbindelse med terrænentreprisen, og fordi, det ikke lykkedes at få en jysk entreprenør til at byde på opgaven. Eller som Teknisk Forvaltning formulerede det i forbindelse med ekstrabevillingen på 6,6 mio. kr.:
”Dertil kommer at man ikke har formået at få de jyske priser til at slå igennem, og at prisforskellen mellem Jylland og Sjælland har været endnu højere end forventet.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top