Brøndbynederlag og ballade
HLA_0116.jpg
Søndag var Brøndby Stadion klædt til fest. Foto: Heiner Lützen Ank
SPORT. Søndag tabte Brøndbyernes IF til FCK på et udsolgt Brøndby Stadion. Efterfølgende lavede en gruppe Brøndbytilhængere ballade i Brøndbyvester

Søndag eftermiddag viste Brøndby stadion sig fra sin flotteste side.
Som altid, når Brøndbyernes IF tager imod FC København, var stadion festklædt og fuldstændig udsolgt.
Søndag var ingen undtagelse.
Og lige så selvfølgelig er det, at de to hold byder hinanden op til en intens og nervepirrende kamp, noget søndagens kamp i den grad levede op til.
Foran 20.731 tilskuere spillede de to hold nemlig ikke det flotteste fodbold, men til gengæld fodbold med nerve og hvor spillet bølgede frem og tilbage, uden det blev til de helt store og gennemspillede chancer.
Derfor så det også ud til, som kampen skred frem, at det skulle ende med 0-0. Noget der dog ændrede sig i det 90. minut, da den indskiftede Jonas Wind scorede til slutresultatet 0-1 til FC København.

Kamp efter kampen
Søndag eftermiddag efter kampen viste nogle af Brøndbyernes IFs tilhængere sig fra deres værste side.
Efter kampen var fløjtet af, kom det nemlig til optøjer i området omkring Hovsa Bodega i Brøndbyvester.
Ifølge politiet startede balladen, da en vred gruppe Brøndbytilhængere kastede med sten og brugte tåregas mod politiet, da politiet forsøgte at forhindre Brøndbytilhængerne at nå frem til en gruppe FC Københavntilhængere.
I forbindelse med sammenstødene er i alt syv personer blevet anholdt og fem politifolk er kommet til skade efter at være blevet ramt af sten og andet kastskyts.
På twitter skrev Søren Pape Poulsen (K), justitsminister, efterfølgende:
”Forkastelige billeder. Tanker til de betjente, der har været udsat for stenkast. Uacceptabelt.”
Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet, var på twitter også fortørnet over urolighederne:
”Ufatteligt, at man ikke bare kan “nøjes” med at se fodbold. Hold op, hvor de tosser ødelægger oplevelsen for mange andre.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top