Det europæiske eventyr brast
HLA_9531.jpg
Onsdag tabte Brøndbyernes IF’s kvinder på hjemmebane i Champions League til norske Lillestrøm. Dermed røg holdet ud af turneringen. Foto: Heiner Lützen Ank
SPORT. Onsdag aften tabte Brøndbyernes IF’s kvinder 0-2 på hjemmebane til norske Lillestrøm i 1/8 finalen i Champions League. De gul-blå kendte ikke deres besøgelsestid, da det gjaldt

Onsdag aften tabte Brøndbyernes IF’s kvinder 0-2 på hjemmebane til norske Lillestrøm og måtte dermed tjekke ud af årets Champions League i 1/8 finalen. Også selvom holdet med 1-1 i Norge i den første kamp havde skabt sig et godt udgangspunkt for videre avancement.
I en kamp, hvor Brøndby i store dele af kampen var spilstyrrende og også spillede sig frem til flere chancer, endte det alligevel med, at Lillestrøm scorede to gange i anden halvleg.
Et utilfredsstillende resultat og forløb mente Nicoline Sørensen efter kampen:
– Vi havde godt styr på det og havde mange chancer. Så får de to mål, som de egentlig ikke bør have. På en standardsituation, som vi har haft meget fokus på, og på en omstilling. Det er frustrende. Vi er ukoncentrerede i et par situationer.
Ifølge Nicoline Sørensen var det særligt frusterende, at Brøndby havde chancene til selv at afgøre kampen tidligere:
– Havde vi nu ikke haft chancerne, så havde det været noget andet. Men vi havde så mange chancer, som vi skal score på. Vi vidste, det ville blive en tæt kamp, men som kampen udviklede sig, så burde vi gå videre.
På aftenen, hvor Brøndby altså have chancerne, men ikke formåede at udnytte dem, endte det med, at norske Lillestrøm for andet år i træk slog Brøndbyernes IF ud af Champions League.
– Sådan er fodbold nogle gange. Men det er frustrende.

75 gode minutter
Per Nielsen, cheftræner for holdet, var efter nederlaget også frustreret over kampens udvikling:
– Det er ærgerligt. Meget ærgerligt. I 75 minutter løser vi opgaven rigtig godt. Men vi mangler naturligvis at lave et mål eller to. Det har vi spillet til, og vi er det klart bedste hold. Men man bliver straffet, når man laver de fejl, vi gør ved målene.
Skuffelsen var naturligvis stor hos alle, alligevel mente Per Nielsen der også var positive elementer at fokusere på, når kampen efterfølgende skulle tales igennem:
– Vi er alle skuffet. Men pigerne skal have ros for 75 gode minutter.

Topkamp
Lørdag spillede Brøndby hjemme mod rivalerne fra Fortuna Hjørring.
Og kampen blev et lille plaster på såret. For ikke alene vandt Brøndby over Hjørring, det blev til en sikker 4-0 sejr. Brøndby fører dermed stadig 3F Ligaen.
Målene blev scoret af Nanna Christiansen, Rikke Sevecke, Mie Gejl og Olga Ahtinen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top