Det skal kaldes Kastanjen
Kastanjen1-med-skilt.jpg
Susanne Elbo får overrakt gavekortet af Mette Hviid Togsverd. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Kastanjetræer i Rådhusparken var inspiration til navnet til Glostrups kommende kultur-, medborger- og foreningshus, som vi vil kalde Kastanjen her i Folkebladet

På budgettet for næste år er der sat 15 millioner kroner af til at omdanne den store røde bygning i Rådhusparken til et kultur-, medborger- og foreningshus. Huset blev bygget som teknisk skole og har senest været kaldt Ungdomscenteret i Glostrup. På Folkebladet mente vi derfor det var passende, at huset også fik et nyt navn. Derfor udskrev vi en konkurrence blandt læserne om at finde på et nyt navn til huset. Rigtig mange læsere valgte at svare på konkurrencen og listen med forslag var derfor lang.

Mange gode forslag
Tirsdag eftermiddag var der møde i dommerkomitéen.
Den bestod af Mette Hviid Togsverd, chefredaktør på Folkebladet, Søren Enemark, der er idémand bag huset, Dan Kornbek Christiansen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Henning Richard Jensen, formand for Glostrup Foreningsunion og Hans Lindberg, næstformand for Glostrup Foreningsunion.
Dommerkomitéen diskuterede først nogle generelle aspekter – altså hvilken type navn var man på udkig efter.
– Det skal været et navn, der ligger godt i munden. Vi går lige ned på ”…”, sagde Henning Richard Jensen. Det synspunkt var der opbakning til. Det var også en tanke, som mange læsere havde haft, rigtig mange af forslagene var relativt korte navne.
På listen var der en del forslag, der er enslydende med eller meget tæt på navnene på institutioner eller kulturhuse andre steder. Der blev dommerkomitéen ret hurtigt enige om, at det ville være en dårlig idé.
Der var en del forslag, der relaterede sig til områdets og hele byens historik, hvilket fik stor ros af dommerne.

Det skal spire
I sidste ende var det dog et forslag, der relaterer sig til områdets træer, der vandt. Dommerkomitéen blev nemlig enige om navnet Kastanjen.
Dan Kornbek Christiansen kastede sig ud i den helt store metafor.
– Kastanjetræet har jo et stort rodnet, så det står solidt plantet. Og så spirer det op i en solid bred stamme og derefter spreder det sig ud i en stor flot krone. Frugterne er jo pakket ind i en hård og lidt stikkende skal, men når man får åbnet skallen, så er der den bløde, glatte smukke kastanje inden i, forklarede han.
Derefter forsøgte han med en kuglepen og begrænsede kunstneriske evner at tegne et forslag til et logo til huset.

Glad vinder
Navnet Kastanjen var blevet foreslået af Susanne Elbo. Hun vinder derfor et rejsegavekort på 5.000 kroner til Best Travel. Hun var selvfølgelig glad for at have vundet.
– Det er dejligt. Det er selvfølgelig dejligt at vinde en rejse, men jeg er også stolt af at have fundet på det bedste navn, siger hun.
Hun bor lige ved siden af huset og kan fra sin lejlighed se huset og kastanjetræerne, der omgiver det.
– Jeg elsker kastanjetræerne året rundt. Fra de første knopper kommer på træet om foråret til det springer ud og til det om efteråret giver kastanjer. Jeg kom til at tænke på kastanjerne med det samme, da jeg skulle finde på et navn. Navnet Kastanjen ligger jo også meget godt i tråd med de andre kulturhuse på Vestegnen. Brønden, Kilden, Viften og så videre, siger hun.
Hun er glad for, at der nu kommer nyt liv i huset.
– Der har altid været liv i og omkring huset. Det glæder jeg mig til, at der kommer igen, siger hun.
Vinderne af de fem gavekort til biografen har fået direkte besked.

Midlertidigt navn
Kastanjen er Folkebladets og vores læseres forslag til et navn til huset, som vi vil bruge midlertidigt. Hvis politikerne på et senere tidspunkt vælger et andet officielt navn, så bruger vi selvfølgelig det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top