Færre end forventet på offentlig forsørgelse
Rådhuset.jpg
Andelen af borgere, der er på offentlig forsørgelse er mindre i Vallensbæk end forventet. Foto: Heiner Lützen Ank
VALLENSBÆK. Jobcenter Vallensbæk, der også dækker Ishøj, er blandt de bedste til at få borgerne i job, viser ny undersøgelse fra Beskæftigelsesministeriet

Alle landets jobcentre bliver ranglistet to gange om året i forhold til, hvor gode de er til at få borgerne væk fra dagpenge, kontanthjælp og sygedagpenge.
Den nyeste måling fra Beskæftigelsesministeriet viser, at Jobcenter Vallensbæk er blandt duksene i klassen, hedder det i en pressemeddelelse fra Vallensbæk Kommune.
I alt 540 Vallensbæk-borgere er på dagpenge, kontanthjælp eller sygedagpenge, og det er et lavere tal, end man kunne forvente ud fra de opstillede kriterier, der blandt andet omfatter alder og uddannelse, hedder det videre i pressemeddelelsen fra Vallensbæk Kommune.
Ifølge undersøgelsen kunne man have forventet et niveau på 600 i en kommune som Vallensbæk.
Samlet set placerer dette Vallensbæk på en 7. plads blandt landets 98 kommuner.
Jobcenter Vallensbæk dækker også nabokommunen Ishøj, og her er antal borgere på overførselsindkomst også lavere end forventet, siger ministeriets analyse.
I alt 1.540 Ishøj-borgere hæver enten dagpenge, kontanthjælp eller sygedagpenge mod forventet 1.580 personer.
Dette placerer Ishøj på en 24. plads på landsplan, altså i den bedste fjerdedel.
Ministeriets beregninger viser, at de positive resultater har betydet en besparelse på henholdsvis 5 mio. kr. i Vallensbæk og 3,8 mio. kr. i Ishøj.
– Så mange som muligt skal have et job i stedet for at være parkeret på offentlig forsørgelse. Vores klare strategi er, at man skal bruge de ressourcer, man har. Og jeg er rigtig glad for, at Jobcenter Vallensbæk klarer sig så godt med at holde borgerne væk fra overførselsindkomst, siger Henrik Rasmussen (K), Vallensbæks borgmester ifølge pressemeddelelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top