Nye Borgerliges debatindlæg
DEBAT. Af Pauli Ingvard Nygaard, Nyvej 4 st.th., Glostrup

På en fornem placering, forsiden i Folkebladets udgave nr. 47, har spidskandidaten for Nye Borgerlige, Jenny Stockfleth Simelev, fået optaget et debatindlæg med overskriften Tænk jer om, kommunalbestyrelse.
Bortset fra, at Jenny Stockfleth Simelev i sit indlæg retter en udokumenteret kritik af kommunalbestyrelsen, så undrer det mig såre, at spidskandidaten for Nye Borgerlige formentlig har fået kommunalbestyrelsens tilladelse til at benytte fem aftryk af Glostrups byvåben forskellige steder i indlægget. Jeg går ud fra, at Nye Borgerlige har været opmærksomme på, at kommunens byvåben er et beskyttet varemærke og er forbeholdt Glostrup Kommune og derfor kræver Kommunalbestyrelsens tilladelse. Det kunne være interessant at få oplyst, med hvilken begrundelse Nye Borgerlige har opnået en sådan tilladelse? Er en sådan tilladelse ikke givet, vil den i så fald retsstridig brug af byvåbenet kunne straffes efter straffelovens §132.

Sagens kerne
Af
Heiner Lützen Ank, redaktør af Folkebladet

Vi er altid glade for kritiske bemærkninger til det, vi laver på Folkebladet. Vi tager det nemlig som et udtryk for, at vores arbejde har betydning for andre.
Derfor er jeg også glad for dette læserbrev. Fordi det giver mig mulighed for at hive et par vigtige pointer frem, i forhold til produktionen af Folkebladet og den politiske situation i Glostrup.
Det er rigtigt, at vi bragte et læserbrev af Jenny Stockfleth Simelev i sidste uges udgave af Folkebladet. Endda på forsiden. Ikke fordi hun er medlem af et politisk parti, men fordi hun stiller det allermest centrale, spørgsmål i Glostrup lige nu: prioriterer de lokale politikere deres dyrebare tid korrekt? Det kan for nogle, blandt andet Jenny Stockfleth Simelev, se ud som om, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne skændes i stedet for at lave politik. Et relevant spørgsmål, vi med glæde og uden at tage stilling til det, gerne råber ud i Glostrup. Men også et spørgsmål Jenny Stockfleth Simelev og byens borgere endnu ikke har fået svar på. Eller indholdsmæssigt er blevet modsagt i. Desværre.
Den anden pointe, jeg får mulighed for at forklare, er, at ja, Jenny Stockfleth Simelev skrev læserbrevet. Men såvel placeringen som opsætningen, herunder brug af Glostrups byvåben, er mit valg som redaktør. Det er altså mig, der har valgt at bruge byvåbenet. Fordi det er en god måde at illustrere en tekst og en problemstilling, og fordi det skaber opmærksomhed, når man ser Folkebladet. Forsiden skal vække nysgerrighed.
Byvåbenet fik jeg tilsendt af Glostrup Kommune, da jeg spurgte efter det og i samme ombæring gjorde opmærksom på, at jeg skulle bruge det til en historie i Folkebladet.
Desværre illustrerer læserbrevet en væsentlig udfordring i forhold til en demokratisk samtale: Det er for nogle vigtigere at gå efter kvinden end bolden i en politisk kamp.

1 kommentar om “Nye Borgerliges debatindlæg”

  1. Lars Jensen siger:

    Heiner Lützen Ank, redaktør af Folkebladet
    Dit svar
    Sagens kerne
    Sidder lige i skabet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top