Udsigt til parkeringspladser og et sundhedshus
IMG_1121.jpg
Et nyt lægehus i Tranumparken samt flere parkeringspladser er en del af et nyt lokalplansforslag, der er sendt i høring. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. En ny lokalplan vil bane vejen for 170 yderligere parkeringspladser i Brøndby Strand Parkerne og et sundhedshus i Tranumparken

Der har længe været problemer med parkeringsforholdene i Brøndby Strand Parkerne. Der er flere biler end der er parkeringspladser, og det har givet udfordringer med ulovlig parkering.
En ny lokalplan, der nu er i høring, åbner op for, at der kan etableres 170 nye parkeringspladser placeret otte forskellige steder i Brøndby Strand Parkerne.

Læger på vej
Brøndby Kommune har gennem længere tid arbejdet for at tiltrække læger til Brøndby Strand.
Derfor indeholder lokalplanen også forslag om, at der etableres et nyt sundhedshus i området. Sundhedshuset planlægges at åbne i stueplan i Tranumparken 3-5, i det tidligere fælleshus.
Sundhedshuset vil desuden kunne genhuse øre-, næse-, halslæger, der i dag har klinik i et højhus, der skal nedrives.
– Vi har et problem med parkering i Brøndby Strand Parkerne og vi har behov for at kunne tiltrække læger til området. Det har fyldt meget, ikke mindst for borgerne i Brøndby Strand. Derfor er det her en vigtig lokalplan, da den åbner op for, at vi nu kan få gjort noget ved begge ting. Jeg er glad for, at det var en enig kommunalbestyrelse, der vedtog forslaget til lokalplanen og jeg ser frem til at vi får input i høringsperioden og efterfølgende kommer videre med arbejdet, siger Vagn Kjær-Hansen (SF), formand for Teknik- og Miljøudvalget.

Fakta
Der holdes borgermøde om parkering og sundhedshus i Brøndby Strand torsdag den 22. november 2018 kl. 18-19.30. Mødes holdes i fælleshuset Rheumhus i Albjergparken 4, Brøndby Strand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top