Brøndby Kommune vil ikke støtte hvidvask og overvejer samarbejde med Danske Bank
BRØNDBY. Brøndby Kommune har set sin indkøbspolitik igennem og overvejer samtidig det fremtidige samarbejde med Danske Bank

”Brøndby Kommune ønsker ikke at samarbejde med virksomheder, der medvirker til hvidvask og skattely. Derfor har en enig Kommunalbestyrelse valgt at ændre kommunens indkøbspolitik.”
Sådan hedder det i en pressemeddelelse fra Brøndby Kommune.
Derfor vil, hedder det videre i pressemeddelsen:
”Brøndby Kommunes udbud fremover indeholde krav om, at leverandøren ikke er involveret i skattely eller ulovlig skatteunddragelse og hvidvask. Og hvis det er tilfældet, vil kontrakten blive betragtet som misligholdt og kan ophæves.”
En holdning, der ifølge pressemeddelesen, er fuldstændig enighed om i kommunalbestyrelse, da sagen blev drøftet på det seneste møde.

Skal i udbud
En beslutning der rejser et naturligt spørgsmål: hvad med Brøndby Kommunes fremtidige samarbejde med Danske Bank?
Brøndby Kommune benytter nemlig Danske Bank til en del af sine bankforretninger, og da banken befinder sig midt i en sag om hvidvask, må de lokale politikeres beslutning vel også have betydning i forhold til dette samarbejde.
Noget det også har ifølge Kent Max Magelund (S), borgmester:
– Vi benytter Danske Bank i forbindelse med vore almindelige bankforretninger. Det vil vi nu sende i udbud for at se, hvem der bedst lever op til vore krav. Det kan være andre banker, men det kan også være Danske Bank. Det er det, vi vil undersøge.
Danske Bank er imidlertid ikke den eneste bank, Brøndby Kommune benytter, tilføjer Kent Max Magelund:
– I forhold til den store kapital, vi har, så benytter vi allerede nu to andre banker, Sydbank og Jyske Bank. Så det er altså kun til en del af vores bankforretninger, vi arbejder sammen med Danske Bank.

I forbindelse med opdateringen af Brøndby Kommunes indkøbspolitik er en række udvalgte, større kontrakter gennemgået for at se om de lever op til de nye vilkår. Alle lever op til den nye indkøbspolitik, ifølge Brøndby Kommune

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top