Elever holdt rejsegilde
Rejsegilde.jpg
Tirsdag var der rejsegilde i Brøndby i forbindelse med folkeskolefaget byggeri. Foto: Ungdomsskolen i Brøndby
BRØNDBY. Elever fra Brøndbyøster- og Brøndby Strand Skole har siden september støbt, muret, savet, skruet og monteret i skoletiden. Tirsdag var det tid til at fejre rejsegilde

Der var pølser på grillen, smil på læben og en god portion stolthed at spore i gården på Nørregård, hvor elever fra valgfaget byggeri tirsdag holdt rejsegilde.
Byggeri er et af tre erhvervsrettede valgfag, som udskolingseleverne i Brøndby har kunnet vælge frem for et almindeligt valgfag på deres egen skole.
For eleverne er turen derfor hver tirsdag i de sidste to lektioner gået over på Ungdomsskolen, hvor den lokale tømrermester Christian Grønning sammen med murer og klubleder Lasse Thorsen har taget imod. Også tirsdag i sidste uge, hvor det var tid til at fejre.
– Fra gammel tid er rejsegildet en vigtig tradition, og det har ofte budt på ubehagelige overraskelser, hvis en bygherre har forsømt at fejre sine håndværkere, når spær er rejst, fortalte Christian Grønning eleverne og de øvrige fremmødte.

Nye tanker
Det var også en vigtig dag for eleverne.
Anas, der går i 8. klasse på Brøndbyøster Skole, har aldrig tidligere prøvet kræfter med et håndværk, men er glad for at have fået muligheden igennem valgfaget
– Jeg har aldrig prøvet sådan noget før, men jeg syntes, det lød spændende. Og vi laver alle mulige ting, jeg ikke havde regnet med.
Et af målene med faget er at introducere eleverne til de muligheder en erhvervsfaglig uddannelse giver og derved perspektivere deres videre uddannelsesvalg. Noget der er sket for Anas.
– Jeg har altid tænkt, at en gymnasial uddannelse ville være det rigtige for mig. Men efter det her, så tror jeg måske jeg tager en erhvervsuddannelse.

Godt med bredde
At folkeskoleelever i deres skoletid stifter bekendtskab med tekniske fag har for tiden stor politisk bevågenhed. Der er således bred politisk enighed om, at flere unge skal spores ind på at overveje en teknisk ungdomsuddannelse.
En af politikere, der har markeret sig tydeligst på dette område er Mattias Tesfaye, valgt til Folketinget for Socialdemokratiet i Brøndbykredsen. Han glæder sig derfor også over initiativet:
– Jeg bliver simpelthen så glad, når jeg hører om sådan et projekt. Børn går i skole i ti år. De skal ikke kun møde bøger og undervisning i klasseværelset. Det er vigtigt, at de også prøver at få værktøj i hånden og opleve glæden ved at arbejde med materialer. Jeg tror også, nogle børn vil opleve, at de måske har nogle evner, de ikke havde tænkt over.
Af den grund mener Mattias Tesfaye også, at det er godt, når elever som Anas får øjnene op for alternative uddannelsesmuligheder:
– Anas bekræfter mig i, at vi skal styrke de praktiske fag i folkeskolen. Jeg vil ikke bestemme, hvad de unge skal vælge efter skolen. Men jeg vil meget gerne være med til at kvalificere uddannelsesvalget. Jeg oplever ofte, at unge vælger gymnasiet, fordi de slet ikke kender til andet. Det skal vi have ændret.

Den videre proces
Nu da bygningens skelet er opstillet korrekt, skal eleverne i gang med den videre lukning af huset, som blandt andet omhandler tegltag, udvendige beklædning og isolering. Det skulle gerne ende med, at der ud på foråret, står det meste af et rigtigt lille hus færdigt på pladsen bag Ungdomsskolen.

Udover byggeri har Brøndbys skolelever i år kunnet gå til autoværksted, salon, filmkundskab, spansk, computer science og friluftsliv som valgfag i Ungdomsskolen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top