En plan klar for Kirkebjerg
HLA_6243.jpg
En ny udviklingsplan for Kirkebjerg er vedtaget. Håbet er, at planen fører til 2.000 nye boliger. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. Kommunalbestyrelsen i Brøndby har netop vedtaget en udviklingsplan for Kirkebjerg. Dermed er de første boligplaner klar til at blive sat i værk

For faste læsere af Folkebladet, er det ingen hemmelighed. Udviklingen af Kirkebjerg har været et af de helt centrale emner i den politiske situation de seneste år. Drømmen har været at gøre Kirkebjerg til et nyt og attraktivt boligområde for tusindvis af nye Brøndbyborgere.
Håbet er således, at der i løbet af de næste 10-15 år vil blive etableret op til 2.000 nye boliger på Kirkebjerg og dermed transformere erhvervsområdet om til en ny levende bydel.
For at sikre, at det nye boligområde bliver af god kvalitet, rummer grønne arealer og tager hensyn til de nuværende naboer, har Brøndby Kommunes kommunalbestyrelse netop vedtaget en udviklingsplan for området.
– Vi har nu lagt nogle rigtig fine rammer for, hvordan fremtidens Kirkebjerg bliver en ny og spændende bydel med plads til det gode liv. Jeg er ikke i tvivl om, at vi er landet et godt sted med en gennemtænkt blanding af etagebyggeri, grønne arealer og gode parkeringsløsninger. Jeg er ikke mindst tilfreds med, at resultatet også bærer præg af, at vi har indarbejdet input fra borgerne og at vi har skelet til andre nybyggerier og plukket de elementer ud, der er vigtige for, at en ny bydel fungerer godt, siger Kent Magelund (S) , borgmester i Brøndby Kommune, om den nye udviklingsplan.
Planen er blevet til efter et længere forarbejde, der blandt andet har involveret inspirationsture til andre byggerier og samarbejde med professionelle rådgivere. Desuden har borgere og virksomheder haft mulighed for at komme med deres input på borgermøde og under en høringsperiode.

Mangler almene boliger
Hertil kommer, at de lokale politikere løbende har diskuteret Kirkebjerg. Også da kommunalbestyrelsen onsdag den 12. december vedtog udviklingsplanen.
Således sagde Steen Andersen fra Enhedslisten blandt andet:
– Det, at planen kom til diskussion og at investorenes ønsker blev ændret markant, kan jeg kun være tilfreds med. Samtidig håber jeg på, at den nye bydel åbner sig op mod resten af byen. Men når det er sagt, så har den her udviklingsplan den fejl, at der ikke bliver etableret almene boliger i området. Det er en forudsætning for, at vi kan få blandet beboersammensætningen godt og grundigt.

Bæredygtighedhatten
Vagn Kjær-Hansen fra Socialistisk Folkeparti, mente, at det har været en lang og til tider udfordrende proces at skabe den nye udviklingsplan. Men glædede sig dog over resultatet:
– Planen skaber et godt og sammenhængende boligområde, som vil have nogle kvaliteter. Der vil blive bygget tættere, end vi er vant til i Brøndby, men omvendt ligger det op af en S-togsstaion og en kommende Letbanestation. Så når man tager bæredygtighedshatten på, så giver det god mening, at det er lige her, man bor tæt, for her bor man tæt på offentlig trafik.

Udviklingsplanen lægger bl.a. op til, at:
• Kirkebjerg skal åbnes op og skabe sammenhæng til omgivelserne
• Nybyggeriet skal spille sammen med områdets historiske erhvervshistorie
• Der skabes en varieret bydel med materialer af høj kvalitet
• De grønne arealer bevares og videreudvikles
• Der bygges i 2-6 etager. Enkelte undtagelser op til 7 etager
• Parkering primært foretages i små kompakte parkeringshuse
Udviklingsplanen for Kirkebjerg kan ses på brondby.dk/kirkebjerg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top