Flertal ønsker stop på Brøndbyøster Station
DSC_1569.jpg
Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. Først skulle S-togene på linje Bx ikke længere stoppe på Brøndbyøster Station. Nu skal de måske igen. Et flertal i Folketingets Transportudvalg, har bedt ministeren og DSB tænke sig om. Sejr for Vestegnen mener Morten Bødskov (S)

Der var, i forbindelse med den nye køreplan for S-togene, lagt op til ændringer på linje Bx.
Meningen var således, at linjen ikke længere skulle stoppe på Brøndbyøster Station.
Ligeledes var planen, at der også skulle stoppe færre S-tog på Rødovre, Hvidovre og Frihedens Stationer.
Men det ville være et skridt i den forkerte retning i udviklingen af Vestegnen, mente flere folketingspolitikere valgt på Vestegnen, herunder Morten Bødskov fra Socialdemokratiet og Mikkel Dencker, begge medlemmer af Vestegnens Trafikforum.
Derfor indkaldte de i sidste uge transportminister Ole Birk Olesen til et samråd i Folketingets Transportudvalg, og her viste det sig, at der var flertal for at bede ministeren og DSB om at ændre på beslutningen.
Noget, der glæder Morten Bødskov:
– Jeg er utrolig glad for, at et flertal i Folketinget nu støtter os i kampen mod DSBs og transportministerens forringelser af S-togstrafikken på Vestegnen, og opfordrer DSB til at ændre forringelserne af S-togstrafikken i Københavns Omegn. Min forventning er, at DSB og transportministeren nu følger flertallets klare opfordring.

Forkert retning
For nylig kunne Folkebladet fortælle, at en række omegnsborgmestre i en fælles erklæring opfordrer regeringen til at have fokus på Københavns omegn i udviklingen af hele hovedstadsområdet.
At skære i antallet af standsninger på Brøndbyøster Station og de øvrige stationer i nabokommunerne ville i følge Morten Bødskov have været et forkert skridt i forhold til netop udviklingen af Vestegnen:
– Forringelserne er på ingen måder rimelige. Der er passagerfremgang på samtlige af de S-togsstationer, som DSB og transportministeren fjerner S-togsstop fra. Store boligområder skyder op omkring stationerne i Friheden, Hvidovre, Rødovre og Brøndbyøster. Tusindvis af nye indbyggere kommer til. Erhvervsområder udvikles og Hvidovre Hospital udbygges nu til et endnu større hospital til et såkaldt supersygehus med stor stigning i daglig besøgende.
Og i denne udvikling spiller en stærk offentlig trafik altså en afgørende rolle, mener Morten Bødskov:
– Vi skal på Vestegnen ikke acceptere forringelser i den kollektive trafik. Der er brug for det modsatte. Forbedringer af den kollektive trafik. Jeg er utrolig glad for, at et flertal nu står bag modstanden mod DSB’s og transportministerens klare forringelser af S-togstrafikken i Københavns omegn.

Ingen grund til det
Morten Bødskovs partifælle. Mattias Tesfaye, er heller ikke begejstret for de oprindelige planer om, at linje Bx skal suse forbi Brøndbyøster Station:
– S-togene er den bedste forretning for DSB, og bidrager med et godt overskud. Jeg har derfor meget svært ved at forstå, hvorfor der på trods af dette fremadrettet bliver færre afgange fra Brøndbyøster station.

I teksten fra flertallet i Folketingets Transportudvalg hedder det blandt andet:
”Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti er uforstående over for, at DSB vælger at forringe S-togsservicen på linjerne E og Bx. Linjerne betjener kommunerne i Københavns omegn, hvor passagerer nu som følge af DSB’s forringelser bl.a. ikke længere kan benytte stationerne Friheden, Hvidovre, Rødovre og Brøndbyøster.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top