Frække billeder bliver hængende
DEBAT. Af Dan Kornbek Christiansen (K), formand for Kultur- & Fritidsudvalget

Som konservativ vil jeg ikke gøre mig klog på, hvad der er god kunst, og hvad der ikke er. De pornografiske og frække billeder, som er hængt op i kommunens lokaler, ryster heller ikke mig som en voksen mand.
Men mit ønske er, at i Glostrup skal der være plads til os alle sammen, og at vi skal gøre vores bedste for, at alle kan være med på en tryg og god måde.
For mig som konservativ er det altså ikke særlig smart eller særligt klogt at hænge frække billeder op blandt vores små børn og helt unge. Men det er åbenbart kun os konservative, der har det sådan.
Som konservativ og formand for Kultur- og Fritidsudvalget er mit ønske, at billederne bliver fjernet fra deres nuværende placering og placeret et andet og mere passende sted, men det ønske står vi konservative som parti alene med.
For at kunne ændre placeringen af de frække og pornografiske billeder således, at de ikke længere hænger i børnehøjde, så skal der jo træffes beslutning enten i Kultur- og Fritidsudvalget eller i Kommunalbestyrelsen, og der kan jeg ikke samle flertal.
Jeg kan konstatere, at et medlem af Venstre ikke kan støtte det pragmatiske ønske om at flytte de frække billeder væk fra børnehøjde og til et mere passende sted.
Jeg kan også konstatere, at Bylisten, SF, Enhedslisten og en del af socialdemokratiet også ønsker at lade de pornografiske og frække billeder blive hængende blandt småbørn, skolebørn og kommunens helt unge.
I et demokrati er det jo sådan, at flertallet bestemmer, og det betyder, at de frække og pornografiske billeder bliver hængende blande små børn og helt unge. Det skal jeg som konservativ naturligvis beklage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top