Glostrup Ejendomme fik eftergivet gæld
GLOSTRUP. Glostrup Ejendomme fik af kommunalbestyrelsen eftergivet en gæld på seks millioner kroner, der over de seneste år er nedbragt fra 12 millioner kroner. Nu skal der bruges flere penge på at vedligeholde kommunens ejendomme

I 2014 blev Glostrup Ejendomme etableret og fik ansvaret for vedligeholdelse og drift af alle kommunens ejendomme. Det var tidligere de enkelte institutioner, der havde ansvaret for egen ejendom. Det betød ofte, at for eksempel daginstitutionernes bestyrelser skulle vælge mellem vedligeholdelse af bygningen eller nyt legetøj til børnene.
I 2014 og 2015 overskred Glostrup Ejendomme budgettet markant, så der opstod en gæld på omkring 12 millioner kroner. Den gæld er hvert år blevet overført til de følgende år, så Glostrup Ejendomme i 2016, 2017 og 2018 har brugt færre penge, end der har været afsat på budgettet, så gælden nu er nede på omkring seks millioner kroner.
På kommunalbestyrelsens møde i oktober blev det enstemmigt vedtaget af eftergive resten af gælden ved udgangen af i år.
– Jeg har selv haft fornøjelsen at arbejde i Glostrup Ejendomme, derfor gør det mig ekstra glad at vide, at gælden nu bliver eftergivet, så medarbejderne får nogle bedre rammer at arbejde i, i stedet for at de skal spare år efter år, både i medarbejderstaben og på vedligeholdelsen af de kommunale ejendomme, sagde Kasper Damsgaard (S) på mødet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top