Hjemlig stemning i ny butik
Petworld.jpg
Distriktschef Bettina Pedersen og butikschef Younas Ahmed i den nye Petworld. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Den store danske dyrehandelkæde Petworld åbnede for to uger siden i Glostrup. Her er fokus på et bredt udvalg, og at kunderne føler sig velkommen

På Black Friday den 23. november åbnede Petworld i den østlige del af Glostrup, hvor Computer City tidligere lå.
I den store butik er der plads til et bredt udvalg af tilbehør til kæledyrene.
– Vi har tilbehør til hunde, katte, fisk, krybdyr, hest, kaniner og så videre. Hvis vi ikke har det, så kan vi bestille det hjem, siger Bettina Pedersen, der er distriktschef for Petworld.
Ifølge hende er det mest hunde og katte, der er populære i Glostrup og omegn.
– Her i området er det mest hunde eller katte folk har. Længere inde mod byen er det mere mindre dyr som katte eller fugle, fisk og krybdyr, folk har, siger hun.
Der er ingen levende dyr i butikken.
– Vi har ikke plads til at give dyrene et godt liv. Det kræver meget plads både i butikken og bagved. Men vi giver gerne gode råd til, hvad man skal kigge efter, når man køber et dyr. Hvis dyret ikke har haft en god start på livet, kan der opstå problemer senere, siger hun.
Og så er dyr selvfølgelig velkommen i butikken.
– Dyr er velkomne, hvis de er i snor. Vi har mange, der kommer herind med deres hunde og katte, men vi har også andre dyr. I en af de jyske butikker har der været en kænguru i snor, fortæller hun.
Petworld er startet i Jylland, hvor der stadig er flest butikker. Butikken i Glostrup er nummer otte på Sjælland, men kæden vil gerne holde fast i nogle af traditionerne fra de jyske provinsbyer.
– Vi har taget det med, at man bliver budt velkommen, når man kommer ind i butikken, og vi siger pænt farvel, når man går igen. Der må gerne være en lidt hjemlig stemning i butikken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top