Kjeld Rasmussen skal æres med respekt
DEBAT. Af Gert Raasdal, Tranevænget 9, Brøndby

Jeg er vidende om, at der er planer om at opkalde et område efter Brøndbys nu afdøde borgmester, Kjeld Rasmussen.
Det skal nævnes, at jeg ikke kender de nærmere planer, men vil tillade mig at komme med mit forslag til hædring af den største personlighed i denne kommunes historie.
Og jeg tænker at vores (kommunens) valg skal være lige så generøst, som Kjeld var, og den betydning han havde fra at være borgmester for noget nær 8.000 indbyggere til en veludvokset forstad, med moderne byggeri, med etablering af skoven, og stor indflydelse også på det kæmpe projekt der hedder Strandparken. Fodboldklubben, og foreningslivet generelt var han frontløber for og visionær.
Kjeld var alle steder, han brændte for Brøndby, fra han stod op ved 05 tiden, til han gik sent i seng hver eneste aften. Han var der for kommunen, og jeg tror næppe, der er gået borgere forgæves, hvis de havde brug for hjælp.
Kjelds betydning for vores kommune er evident, og jeg ved med sikkerhed, at han er dybt respekteret, også af mange af hans, på papiret, politiske modstandere.
Jeg har fået den idé, at vi skal omdøbe Brøndbyvester Boulevard til Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard.
Fordi: Brøndbyvester Boulevard tager sit udspring fra Rådhuset. Det er den vej, der i den grad binder de tre bydele sammen. Og ikke mindst, at det i mine øjne er et vejstykke, der ærer Kjeld på værdig vis.
Blot en idé som jeg bare ikke kan slippe. Derfor dette forslag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top