Nederlag i volleyball
181129-Gentofte-BVK-Taylor-og-Autumn-i-blok.jpg
Taylor Alexander og Autumn Jenkins i en blokade. Foto: Lars Rasmussen
SPORT. Brøndby Volleyball Klubs Volleyligakvinder fik et 2-3 nederlag til Gentofte torsdag den 29. november og et sættab til Ikast KFUM lørdag den 2. december i en 3-1 sejr. Resultater, som absolut giver panderynker i coachteamet

Brøndby Volleyball Klubs bedste kvindehold prøvede noget specielt i sidste uge. De tabte til et andet dansk hold end Holte. Det blev nemlig til et 2-3 nederlag til Gentofte.
Det var især et uacceptabelt stort antal servefejl på ikke mindre end 18, samt manglende kvalitet i servemodtagningen, der gjorde udslaget. Dette var selvfølgelig fremprovokeret af et godt servende Gentoftehold.
De upræcise modtagninger gav Gentofte gode muligheder for at forudsige hæverens valg af angreb og dermed fik et godt kæmpende Gentofte forsvar vendt mange af Brøndbys angreb til eget modangreb.
Manglende præcision betød ligeledes at Brøndby slet ikke tilstrækkeligt fik udnyttet Mette Breuning og Taylor Alexander, som ellers må betragtes som den måske bedste centerduo i Volleyligaen. De to havde de bedste kill-procenter og havde muligheden for at udnytte dem været bedre, kunne det have gjort en forskel. Således vandt Taylor også 67% af sine angreb, mens kantangriberne lå under det halve i effektivitet. Taylors effektivitet suppleret med syv serveesser sikrede hende også prisen som bedste spiller.

Sejr i Ikast
To dage senere lagde Brøndby skidt ud mod Ikast, der vandt point på server, som slog Brøndbys modtagning i stykker, og rykkede fra 9-9 til 15-9. Et forspring de formåede at holde frem til sættets afslutning på 25-18.
I de efterfølgende tre sæt fik Brøndby bedre og bedre styr på spillet og sætcifrene 25-19, 25-12 og 25-8 taler sit tydelige sprog. I andet sæt bør Autumn Jenkins fremhæves. Hun fik prisen som bedste spiller, hun stod i sættet for seks angrebspoint og et servees.
Med ugens resultater placerer Brøndby sig på en øjeblikkelig andenplads, tæt forfulgt af Gentofte, som har spillet en kamp mindre og med en sejr i deres næste kamp, kan rykke foran Brøndby.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top