Overskudsmad bliver uddelt igen
Madspild-5.jpg
Githa Nielsen er igen i år drivkraften bag at få uddelt overskudsmad den 23. december. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Igen i år får trængte familier en mulighed for at hente butikkernes overskudsmad sent om aftenen den 23. december. I år bliver maden uddelt i Glostrup Fritidscenter

Den 23. december sidste år var der en helt speciel stemning i Odd Fellow bygningen i Glostrup. Her kom omkring 400 mennesker fra nær og fjern for at få gratis mad. Det bliver der mulighed for igen i år.
Det er Facebook-gruppen og organisationen Stop Spild Lokalt (Glostrup) med Githa Nielsen i spidsen, der igen i år deler overskudsmad ud. Maden samler de ind fra supermarkeder, der har lukket i juledagene og derfor ellers ville blive nødt til at smide friske varer ud.
Sidste år var der rigtig meget frugt og grønt, færdigretter og andre ting fra delikatessen og frisk kød var der også en del af. Derudover var der mange juleting, som småkager, servietter og duge, der ikke kunne sælges efter jul.
Githa Nielsen forventer, at det bliver den samme type varer, der bliver til overs igen.
Indtil videre har 11 supermarkeder sagt ja til at give deres overskudsmad til Stop Spild Lokalt (Glostrup). I år bliver der også uddelt mad i Albertslund, hvilket har gjort det lidt sværere at finde lokale supermarkeder, der vil donere deres overskud. Derfor skal de mange frivillige i Glostrup blandt andet køre til Vanløse, Brønshøj og Hedehusene for at hente overskudsmad.
En af de lokale, der nu er begyndt at sponsorere deres overskud til uddelingen, er Føtex i Glostrup Shoppingcenter. Her er butikschef Thomas Hofmann glad for at kunne støtte et godt lokalt initiativ.
– Jeg læste om initiativet sidste år, og jeg synes, det er et rigtig godt initiativ. I år har vi fået mulighed for selv at vælge, hvem vi vil give vores overskudsmad til. Vi vil gerne støtte et lokalt initiativ, så jeg tog kontakt til Stop Spild Lokalt (Glostrup) og Githa Nielsen. Det er flot, at der er nogle frivillige ildsjæle, der vil gøre noget for mennesker, der ikke har så meget, det vil jeg gerne støtte op om, siger han.
Han forventer, at der vil være varer fra Føtex egen slagter og delikatesse i overskud og en masse frugt og grønt, der ikke kan holde til efter juledagene. Føtex har som de fleste andre supermarkeder lukket den 24., 25., og 26. december.

Uddeling i Fritidscenter
Sidste år skete uddelingen i Odd Fellow bygningen på Hovedvejen. Den ellers rummelige bygning var helt fyldt med mad, frivillige og folk, der kom for at hente mad. I år har gruppen fået lov at låne lokaler i Glostrup Fritidscenter til uddelingen.
– Vi er meget glade for støtten fra Glostrup Kommune. Vi har også fået støtte til at købe grønne nissehuer til alle de frivillige, hvor der så bliver trykt frivillig på. Mange frivillige kender jeg kun fra Facebook, så for mig, for de andre frivillige og for dem, der kommer og henter mad, bliver det nemmere at genkende de frivillige, siger Githa Nielsen.
Stop Spild Lokalt handler om at undgå madspild, men også om at give til mennesker, der ikke har andre muligheder for at få julemad. En af modtagerne sidste år var Lotte Grøntoft.
– Jeg er på kontanthjælp, så det betyder rigtig meget for mig. Det betyder, at vi kan have en rigtig god juleaften. Hvis der ikke havde været det her, havde der ikke været flæskesteg juleaften. Jeg har også fået til god morgenmad og frokost i juledagene og noget juleguf, sagde hun.
Githa Nielsen håber, det igen i år bliver folk, der har brug for hjælp, der kommer.
– Jeg kommer ikke til at kontrollere, om folk faktisk har brug for hjælpen, men jeg vil opfordre til, at man kun kommer, hvis man faktisk har brug for det. Jeg vil også opfordre dem, der kommer, til at overveje, at der kommer andre mennesker efter dem, så man kun skal tage det, man har brug for, siger hun.
Uddeling vil starte klokken 22 i år og fortsætte mindst til midnat. Indgang er fra parkeringspladsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top