Undersøger kvaliteten af ældrepleje og genoptræning
GLOSTRUP. Glostrup Kommune spørger i en stor tilfredshedsundersøgelse borgerne om den oplevede kvalitet af kommunens ældrepleje og genoptræningstilbud

Netop nu gennemfører Glostrup Kommune en stor tilfredshedsundersøgelse. Den 19. september blev der sendt et spørgeskema ud til alle borgere, der modtager hjemmepleje. Der uddeles også et spørgeskema til borgere, der afslutter et genoptræningsforløb. På ældrecentrene laves der interviews med en række af beboerne, og det samme i forhold til borgere, der opholder sig på midlertidige pladser.

Løftestang for udvikling
Undersøgelsens formål er at få viden om, hvor tilfredse borgerne er med kvaliteten af den hjælp og service, de modtager, og hvad der er vigtigt for borgerne. Resultaterne skal bruges som løftestang for udvikling på ældre- og genoptræningsområdet.
Desuden skal undersøgelsen følge op på resultatet af den seneste tilfredshedsundersøgelse fra 2016. Lars Thomsen (U), formand for Social-, Sundheds- og Seniorudvalget, glæder sig til at se resultaterne af undersøgelsen:
– Den enkelte borgers mening er vigtig for os som politikere. For at kunne skabe forbedringer, der hvor det halter, har vi brug for at vide, hvor udfordringerne er. Undersøgelsen giver os både indblik i, hvor det går godt, og hvor der er behov for at handle. Samtidig er undersøgelsen et godt afsæt for den inddragelsesproces på ældreområdet, som vi har afsat penge til i budget 2019.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top