Vegetarermad til hjemløse
47326505_2175230732733534_3561427881601007616_n.jpg
Den 3. december serverede Dennis Laursen og andre vegetarer mad for socialt udsatte. Det hele blev sat i gang af en gevinst på 30 kilo linser: Foto: Dennis Laursen
BRØNDBY. Sidste mandag inviterede en gruppe lokale vegetarer til et gratis måltid mad for hjemløse, socialt udsatte og andre værdigt trængende på Pilegården i Brøndbyøster. Resten fik Kirkens Korshær

For nylig vandt Dennis Laursen, lokalkoordinator i Vegetarisk Forening – Vestegnen, 30 kilo linser i en konkurrence, der stillede det simple spørgsmål: hvad vil du bruge 30 kilo til?
Til det svarede Dennis Laursen:
– Hvis jeg vinder 30 kilo linser, vil jeg bruge dem til at lave mad til hjemløse og andre værdigt trængende i Brøndby og omegn. Et svar der altså blev et vindersvar.

Statement og hjælp
Ifølge Dennis Laursen havde initiativet flere aspekter:
– I en tid hvor debatten omkring vegetarer og veganere polariseres af pædofili-sammenligninger på den ene side og dumme bacon-kommentarer på den anden, er vi en gruppe lokale vegetarer og veganere på Vestegnen, der er gået sammen omkring dette madlavnings-initiativ, blandt andet for at vise, at langt de fleste vegetarer og veganere ønsker en positiv og inspirerende tilgang til emnet.
Men skulle altså også bruges til at hjælpe mennesker, der befinder sig i en udsat situation:
– Vi har mange socialt udsatte og folk med få penge på lommen på Vestegnen. Situationen er kun forværret af de seneste årtiers politiske prioriteringer. Jeg vil ikke bare sidde på min flade og lade stå til. Der måtte være ét eller andet jeg kan gøre for at hjælpe andre, tænkte jeg. Og med 30 kilo linser, 18 frivillige og Pilegårdens køkken, har jeg her muligheden for i det mindste at kunne bidrage med ét måltid til værdigt trængende. Sammen med en masse andre seje frivillige.
Til arrangementet var en god håndfuld lokale borgere mødt op.
Det var Ungdomsklubben Pilegården, der lagde køkken og hus til initiativet, og menuen bestod af grøntsagslasagne med grønne linser, veganske frikadeller med røde linser og peberfrugt, Indisk dahl på belugalinser samt en rødkålssalat.
Den mad, der ikke blev spist, blev doneret til Kirkens Korshærs herberg på Hillerødegade inde i København

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top