50.000 kr. til rejselegat
IMG_20190111_195356__01.jpg
Fredag donorede AGF 50.000 kr. til Kjeld Rasmussens Rejselegat. Her overrækker Jacob Nielsen, adm. direktør i AGF, pengene til Morten Bødskov (S) og Per Bjerregaard, tidligere formand i BIF. Foto: Pressefoto
SPORT. Fredag aften blev indestævnet KMD CUP afholdt i Ceres Arena i Aarhus. Forhenværende Brøndby IF-direktør Per Bjerregaard og Morten Bødskov (S), MF, var til stede og modtog 50.000 kr. fra AGF til Kjeld Rasmussens Rejselegat

Der var tryk på kedlerne fredag i Ceres Arena i Aarhus, hvor AGF var vært for anden udgave af KMD CUP.
Arenaen var fyldt til bristepunktet af 5.000 tilskuere, hvor Brøndby Support igen dominerede lægterne og bar Brøndby IF til en overbevisende sejr i den indledende alle mod alle-pulje, hvor AaB løb med finalesejren over Brøndby IF.

Ny tradition
Hvert år i januar dyster Brøndby IF, OB, AaB og AGF om pokalen i indestævnet KMD CUP. Årsagen er Kjeld Rasmussen, der i 39 år var borgmester i Brøndby Kommune. I forbindelse med Kjeld Rasmussens 90 års fødselsdag markerede hans venner Morten Bødskov og Per Bjerregaard dagen med en portrætbog og et indendørs fodboldstævne, hvor overskuddet skulle gå til Kjeld Rasmussens Rejselegat, der støtter sports- og studierejser for unge med tilknytning til bl.a. Brøndby IF.
En del af overskuddet fra KMD CUP skal gå til et velgørende eller socialt formål. AGF havde valgt at støtte FC Grønnegade, et fodboldprojekt for socialt udsatte og tidligere stofmisbrugere, ligesom Kjeld Rasmussens Rejselegat fik 50.000 kr.

Næste ansøgningsrunde til Kjeld Rasmussens Rejselegat er 1. april 2019. Du kan se mere om legatet på www.brondbyif.net

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top