Børnefattigdom er uværdigt
DEBAT. Af Vivi Nør Jacobsen, Folketingskandidat for Socialistisk Folkeparti, opstillet i bl.a. Brøndby, Vallensbæk, Glostrup, Taastrup og Albertslund

Folkebladet har netop bragt en sigende artikel om den fattigdom, som Anne fra Brøndbyøster (Folkebladet den 8. januar, red.) oplever, ligesom mange andre, der er på en overførselsindkomst på grund af sygdom og/eller ledighed. Det går ud over børnene. Og det er uværdigt, ikke for Anne og andre, men for os alle som samfund.
Vi kan ikke være bekendt at presse overførselsindkomsterne længere ned. Og vi kan ikke være bekendt, at flere børn vokser op i fattige familier, i Brøndby er det hvert 10. barn, altså mere end to i hver skoleklasse, der oplever, at der ikke er penge til fodbold, biografture og en sommerrejse.
VLAK-regeringen har sat tommelskruer på kontanthjælpsmodtagernes økonomi med sit kontanthjælpsloft. Mange på kontanthjælp kæmper med sygdom ud over ledighed, men ikke har fået tilkendt en førtidspension. VLAK-regeringens loft har ifølge AE-rådet ført til at vi nu har 64.500 fattige børn i Danmark, hvoraf størstedelen bor på Vestegnen.
Loftet over kontanthjælpen har næsten ikke fået nogen i job, men bidrager alt for effektivt til den stigende ulighed og børnefattigdom i Danmark. Vi ved, at fattigdom i barndommen har store negative konsekvenser for barnets videre liv. Det fører til kortere uddannelse, ringere mulighed for at få og fastholde et job og en ringere sundhed som ung og voksen. Kontanthjælpsloftet skal fjernes. Det er SF’s politik, og den giver god mening, for ellers kan vi forvente en fortsat stigning i børnefattigdom, med de triste følgevirkninger vi kender – det er dyrt for ham og hende, det går ud over, og for os alle som samfund. Loftet og den fattigdom der fører med sig er uværdigt for Danmark, lad os rive det ned.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top