Der bliver færre rygere i Brøndby
BRØNDBY. Brøndby har det største fald i rygere i Region Hovedstaden. Det viser den seneste Sundhedsprofil for Region Hovedstaden

Det går den rigtige vej for Brøndbys rygere. Flere og flere lægger nemlig cigaretterne på hylden.
Faktisk så mange, at Brøndby står for det største fald i Region Hovedstaden, både når det gælder dagligrygere og storrygere.

Noget vi vil
I Sundhedsprofilen 2017 fra Region Hovedstaden fremgår det, at der i dag er 18 procent daglige rygere i Brøndby mod 26 procent i 2010.
Man kan også læse, at der er 9,5 procent storrygere, et tal, der var oppe på 15,5 procent i Brøndby i 2010.
– Jeg er oprigtig rigtig glad for, at Brøndbys borgere udmærker sig ved at droppe cigaretterne i så stor stil. Vi kommer ikke uden om, at det store fald også skal ses i lyset af, at vi har ligget højt og haft mange rygere. Men nu er vi på niveau og det er fordi, det er et område, vi har arbejdet målrettet på og prioriteret siden 2007, siger Kent Max Magelund (S), borgmester om de nye tal.
Ifølge Kent Max Magelund skal en del af forklaringen netop findes i en markant og mangeartet indsats på området.
– En del af forklaringen på vores succes er et godt samarbejde mellem vores dygtige rygestoprådgiver og de to KOL-sygeplejersker, vi politisk har prioriteret at ansætte. Det har også øget vores kvalitet på området, at vi er med i rygestopsamarbejdet med otte andre hovedstadskommuner, hvor borgerne får tilbudt rygestopkurser.
Rygning er den risikofaktor, der har størst betydning for sygdom og tidlig død i Danmark. På landsplan ryger 16 procent dagligt.

Rygere i Brøndby:
2010: 26,0 procent
2013: 19,4 procent
2017: 18,5 procent

• Brøndby Kommune afholder cirka 15 årlige rygestopkurser fordelt rundt i kommunen.
• 88 procent af deltagerne er røgfri ved kursets afslutning.
• 60 procent er røgfrie efter seks måneder.
(Tallene stammer fra Sundhedsprofilen 2017 og Brøndby Kommune)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top