Flere penge til indvandrere fører til flere indvandrere
DEBAT. Af MF Kenneth Kristensen Berth (DF), EU-ordfører

Niels Christian Barkholt, folketingskandidat fra SF, skriver i Folkebladet den 19. december, at Socialistisk Folkeparti vil afskaffe integrationsydelsen og droppe kontanthjælpsloftet. Hans partileder, Pia Olsen Dyhr, har endda tidligere lovet, at SF vil vælte en socialdemokratisk regering, der ikke vil afskaffe kontanthjælpsloftet.
Da Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre senest var i regering blev ydelserne til indvandrere hævet. Effekten udeblev ikke. Antallet af asylsøgere steg fra omkring 4.000 i 2011 til 21.316 i 2015 (det sidste år, hvor S-SF-Rs udlændingepolitik var gældende).
Socialdemokratiets integrationsordfører, Mattias Tesfaye, sagde i folketingssalen den 13. december, at ”jeg mener, vi bliver nødt til at forholde os til, at niveauet af de sociale ydelser, der er tilgængelige i det land, man kan indvandre til, selvfølgelig har betydning for, hvilket land man vælger.”
Det har han ret i. Af samme årsag var det også besynderligt, at hans partikollega socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil samme aften i DR2 Debatten lovede, at Socialdemokratiet ville afskaffe kontanthjælpsloftet.
Det ser altså desværre ud til, at Niels Christian Barkholdt får let ved at indfri sit løfte i tilfælde af at en socialdemokratisk regering kommer til fadet. Det bliver så til gengæld danskerne, der kommer til at betale prisen for det ved en stigende tilstrømning af asylsøgere.

Svar 1:
DF forstærker fattigdom i Danmark

Af
Niels Christian Barkholt,
folketingskandidat for SF
opstillet i Brøndby, Ishøj og Vallensbæk

Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti, som er min modkandidat til folketingsvalget i Københavns Omegn, kritiserer mig her i Folkebladet for at sige, at SF vil afskaffe kontanthjælpsloftet og hæve integrationsydelsen til indvandrere. Han frygter nemlig, at det vil få antallet af asylansøgere til at stige i Danmark.
Når SF vil afskaffe `fattigdomsydelserne´, som vi kalder dem, så er det fordi, vi er imod politisk at gøre børn og forældre fattige med vilje i Danmark. Vi skal ikke fastholde folk i fattigdom, men give dem betingelser, der gør dem i stand til at bryde med fattigdommen. Lad mig lige huske på, at der for et par på integrationsydelse med to børn vil være et underskud hver måned på 5.361 kr. (Institut for Menneskerettigheder).
Som Kenneth Kristensen Berth påstår har det intet at gøre med antallet af asylansøgere. Det kan vi regulere på andre måder og her mener jeg ligesom så mange andre, at Danmark skal være varsomme med at åbne op for indvandringen i forhold til, hvor mange vi kan integrere. Vi skal som minimum tage imod kvoteflygtninge og dermed overholde de internationale aftaler, som vi er med til at indgå i FN.
Kenneth Kristensen Berth mener med andre ord, at der skulle være en sammenhæng mellem borgerkrigen i Syrien, den efterfølgende flygtningestrøm og størrelsen på kontanthjælpsloftet. Det svarer til at foreslå, at den globale finansielle krise skyldtes den borgerlige regerings økonomiske politik. Det som han foreslår er, at vi udbygger underklassen af mennesker i social armod og problemer som fx kriminalitet. I stedet for kan jeg spørge retur, ønsker du virkelig en forarmet underklasse, hvor kriminalitet er det mest indlysende karrierevalg?

Svar 2:
For mange børn rammes af fattigdom

Af
Mattias Tesfaye,
folketingsmedlem (S), Brøndbykredsen

Vi skal ikke være naive. Hvis vores sociale ydelser til udlændinge er meget højere end i vores nabolande, betyder det selvfølgelig at flere folk søger asyl i Danmark. Det er logisk. Derfor skal vores sociale ydelser ikke være markant højere end beløbet i f.eks Sverige. Det sagde jeg i folketingssalen og det står jeg ved.
Omvendt kommer Socialdemokratiet ikke til at træde på folk, der i forvejen har det svært. Vi skal opføre os ordentligt. Særligt overfor børnene. De nuværende ydelser til børnefamilier er simpelthen for lave. Alt for mange børn mangler en 20’er til en gave, så de kan deltage i børnefødselsdag. Her i vintermånederne mangler der penge til vinterstøvler.
Nu har Dansk Folkeparti og regeringen netop aftalt, at familierne skal have 2.000 kroner mindre om måneden. Det er altså ret voldsomt. Derfor stemte Socialdemokratiet imod.
Vi ønsker, at det nuværende system afskaffes. Det er ændret flere gange om året og er blevet umuligt at gennemskue. Kontanthjælpsloftet betyder blandt andet at arbejdsløse på Vestegnen, rammes hårdt på boligstøtten. Mange flytter derfor til Vestsjælland eller Lolland hvor huslejerne er billigere. Det er gavnligt for den kommunale økonomi på Vestegnen. Men er det fornuftigt at vores børns legekammerater sådan flytter rundt i landet? Er det rimeligt overfor de kommuner, der nu får endnu flere arbejdsløse borgere? Er det fornuftigt for samfundsøkonomien at arbejdsløse flytter til de kommuner, hvor der er færrest nye jobs?
Socialdemokratiet er ikke imponeret over den borgerlige regering på dette område. Det burde Kenneth K. Berth og Dansk Folkeparti heller ikke være.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top