Glostrup – en attraktiv og tryg by at bo og arbejde i
John-Engelhardt.jpg
Glostrups borgmester, John Engelhardt, ønsker godt nytår Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Nytårshilsen fra Glostrups borgmester, John Engelhardt

Kort før jul viste en undersøgelse, at Glostrup er det 4. mest attraktive sted at flytte til i Danmark.
Og nogenlunde samtidig kom Danmarks Statistik med information om, at vi i det seneste målte år har fået 840 flere arbejdspladser i kommunen og at vi har flere arbejdspladser end vi har indbyggere. Det er med til at give os muligheder, som det ikke er alle kommuner forundt.

Hjælp til de svageste
Med vækst kommer lavere arbejdsløshed, færre på offentlig forsørgelse og et økonomisk rigere samfund, som er et godt fundament, men som for mig ikke er målet i sig selv. Med selvforsørgelse kommer selvværd for den enkelte og med en god økonomi kommer muligheden for at skabe et sammenhængende samfund karakteriseret ved, at samfundet bedre kan hjælpe de svageste, der af mange forskellige årsager ikke er selvhjulpne.
For at det bliver opfyldt, skal det kunne betale sig at arbejde. Blandt andet af den grund har jeg i ni år stået i spidsen for, at Glostrup skulle ligge blandt de ti kommuner i landet med laveste beskatning på arbejde. Det gør vi nu år efter år.

De vigtige frivillige
Tryghed er også vigtig for os som mennesker. Den seneste lokale tryghedsundersøgelse viser heldigvis, at vi er grundlæggende trygge i vores dagligdag.
Og det er godt. Vi skal kunne færdes rundt omkring i byen og i vores hjem uden at være bange. Vores børn skal også kunne færdes trygt i trafikken.
I årets løb har jeg været på besøg på flere af vores skoleafdelinger og hørt om, hvordan der arbejdes godt med færdselsundervisning, og jeg ser frem til, at skolen også fremadrettet prioriterer denne vigtige opgave.
En kommune består af mange vigtige elementer. Ét af de meget vigtige er de mange, mange frivillige, der på mangfoldig vis får vores lokalsamfund til at leve. Herfra skal lyde en stor tak til alle frivillige, der i årets løb har gjort en indsats til gavn og glæde for andre.

Politisk turbulent
Det er jo ingen hemmelighed, at arbejdet i vores kommunalbestyrelse har været mere turbulent end vanligt i 2018.
Omvendt er der jo ingen, der har lovet lokalpolitikere, at det skulle være nemt. Her ved indgangen til et nyt år vil mit nytårsønske være, at vi som politisk ledelse sikrer, at Glostrup fortsat er en attraktiv og tryg by at bo og arbejde i.

Med disse ord vil jeg ønske alle borgere i Glostrup et godt nytår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top