Hvert tiende barn i Brøndby lever i fattigdom
Fattigdom.jpg
Mere end hvert 10. barn i Brøndby lever i fattigdom. Det kræver benhård daglig prioritering, fortæller en mor til to drenge, der dog håber, det ikke går for meget ud over sønnerne. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. En ny undersøgelse viser, at hvert tiende barn i Brøndby lever i fattigdom. Det kræver en hård indsats at minimere følgerne fortæller en mor, der kender til en hverdag i fattigdom

Vi kan lige så godt begynde med kritikken, for den er bestemt relevant: Danmark har ingen officiel fattigdomsgrænse. Derfor giver det heller ikke mening at tale om, at fattigdommen er vokset.
For det, der ikke bliver målt, kan i sagens natur ikke vokse eller svinde ind.
Det er nemlig korrekt, at Danmark ikke har en officiel fattigdomsgrænse. Den blev nemlig afskaffet af daværende socialminister Karen Ellemann, valgt for Venstre i Brøndbykredsen, da den nuværende regering vandt valgt i 2015.
Men ifølge eksperter og organisationer som Red Barnet og Kirkens Korshær lever fattigdommen alligevel i bedste velgående, også selvom den ikke bliver målt fra regeringens side.
Og ikke nok med at den fortsat findes, den vokser også, ikke mindst i forhold til antallet af børn, der lever i fattigdom i Danmark.
Det er i hvert fald påstanden i en ny undersøgelsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der blev offentliggjort kort før jul.

Hvert tiende barn
Ifølge undersøgelsen fra AE levede 64.500 børn (i 2017) under fattigdomsgrænsen, hvilket er en stigning på 12.000 børn på blot et år og en stigning på hele 21.000 børn fra 2015.
Ser man på tallene for de enkelte kommuner, ser det meget problematisk ud for børnene i Brøndby.
For her lever mere end hvert tiende barn under fattigdomsgrænsen. Det placerer Brøndby i bunden sammen med Langeland og Lolland.
Målt i børnefattigdom eksisterer udkantsdanmark i den grad blot 12 kilometer væk fra Christiansborg.
Undersøgelsen fra AE viser desuden, at det er i de kommuner, hvor børnefattigdommen i forvejen har bidt sig godt fast, at den er steget mest.
Således er der sket en stigning på 3,6 procentpoint i Brøndby set i forhold til året før.

5.400 at leve for
Selvom Danmark altså ikke har en officiel fattigdomsgrænse, giver det stadig mening at måle på fattigdommen, mener AE, der har brugt en ny definition fra Danmarks Statistik.
Ifølge den er man fattig, hvis man i løbet af et år har en indkomst, som er under halvdelen af median­indkomsten, og hvis man samtidig ikke har en formue i starten af året på mere end halvdelen af medianindkomsten.
Desuden spiller det ind, hvor stor husstanden er, da familier har visse stordriftsfordele, enlige ikke har.
Men er man for eksempel enlig forsøger med to børn, så melder fattigdomsgrænsen sig, når husstanden efter skat har under 193.800 til rådighed til at dække alle udgifter i løbet af et år. Eller 5.400 per person hver måned.

Har ikke råd til BIF
Anne, som ikke hedder Anne (Folkebladet har kendskab til hendes fulde identitet), kender kun alt for godt den virkelighed, AE beskriver.
Hun lever nemlig alene med to sønner, en på to og en på 12, et sted i Brøndbyøster. Anne er på kontanthjælp, fordi hun har problemer med ryggen og lider af depression.
Når husleje, telefon og forsikring er betalt, har Anne og hendes to sønner blot 2.500 at leve for.
– Det er svært at leve for 2.500. Min yngste søns bedsteforældre er meget søde til at hjælpe mig. Enten ved at vi spiser sammen, eller hvis jeg er på røven, så hjælper de mig.
I sådan en situation skal hver krones vendes og børnene skal frem for alt skånes mest muligt.
– Vi får det til at hænge sammen. Jeg synes ikke, den store bliver svigtet i skolen. Børnepengene gemmer jeg og bruger dem for eksempel til børnefødselsdage og jul, eller hvis vi skal noget ekstra.
Selvom Anne altså får det til at hænge sammen på en måde, så sønnerne bliver skånet mest muligt, er der alligevel ting, der ikke kan lade sig gøre:
– Hvis han vil gå til fodbold, bliver det ikke i Brøndbyernes IF, men i små klubber heromkring. Det kan jeg nemlig få råd til, hvis det skal være. Han skal ikke holdes udenfor.

Sommer og jul gør ondt
Sønnerne vokser op i fattigdom. Noget den ældste søn nok har gennemskuet, mener Anne:
– Et eller andet sted er han godt klar over det. Jeg forklarer ham også, hvad jeg har. Vi så på et tidspunkt fjernsynsprogram om en foged, der rykker ud og sætter folk på gaden. Der kiggede han på mig og sagde: mor betaler vi vores regninger? Det gør vi, svarede jeg ham. Men han skal naturligvis ikke gå rundt og være bekymret.
Der er særligt to gange om året, det bliver tydeligt for sønnen, at fattigdommen er en del af hverdagen i den lille familie:
– December og sommerferien er hårde tider. Der er alverdens ting, børnene gerne vil. Det er ikke fordi, jeg ikke vil lade ham være med, men vi skal også have tingene til at køre rundt. Det er svært at få råd til for eksempel Tivoli, men til gengæld har Brøndby Kommune Sommersjov. Det koster ganske vist 60 kr., men så har han mulighed for at være sammen med nogle af kammeraterne. Så må han have madpakke med, eller vi må finde lidt penge til en pølse.

Kontanthjælpsloftet
Ifølge undersøgelsen fra AE er hovedårsagen til, at flere børn vokser op i fattigdom kontanthjælpsloftet, grænsen for hvor stort et børnetilskud og hvor mange offentlige ydelser, en kontanthjælpsmodtagere må få.
Et kontanthjælpsloft, der har ramt Anne hårdt:
– Det har været sådan, siden kontanthjælpsloftet blev indført. Jeg var også på barsel på kontanthjælp. Når man er under kontanthjælpsloftet, kan man nemlig ikke komme på barselsdagpenge. Det kan mærkes, når man skal købe bleer og medicin, som jeg skal på grund af en depression.
Argumentet for at sænke ydelserne og sætte loft over, hvor meget hjælp man kan få, har været, at det skal motivere folk til at finde et arbejde.
Og ønsket om at finde et arbejde har Anne bestemt:
– Jeg har prøvet at være på arbejdsmarkedet, men røg tilbage på kontanthjælp. Lige nu er jeg i jobtræning i et køkken nogle få timer hver uge for at se, hvad jeg kan klare.
Et begrænset antal timer, der på længere sigte gerne skulle skabe forandring for Anne og dermed sønnerne:
– De seks timer hjælper mig i den rigtige retning. Men det er et skridt ad gangen, for jeg også en del at slås med rent personligt, blandt andet min depression, der kører op og ned. Men jeg må prøve at tage mig samme for mine børns skyld. De skal jo ikke lide under, at deres mor har problemer.

Må tænke på mad først
Anne har en drøm. Forhåbentlig vil den gå i opfyldelse i løbet af tre eller fem år, nemlig at vende tilbage til arbejdsmarkedet og dermed forlade den fattigdom, der nu er hverdag for hende og hendes sønner.
Indtil da må Anne klare sig for det lille beløb, der er tilbage, når de faste udgifter er betalt.
Samt tage imod den hjælp, hun får fra andre:
– Mine sønners familier bakker meget op og roser mig også meget.
Også den jul, vi netop er kommet igennem, har krævet hjælp:
– Det er en stor hjælp at modtage julehjælp, for så kan man give dem en dansk jul. Hvis vi ikke fik den, måtte jeg prøve at løse det på en anden måde, så de ikke gik glip af juleaften.
Men selv fokus på at spare og hjælp fra andre, fjerner ikke virkeligheden, nemlig at Annes to sønner tilhører de ti procent af Brøndbybørnene, der vokser op i fattigdom:
-Jeg bliver naturligvis nogle gange nødt til at fortælle ham, at det er vigtigere, vi får mad, end at vi køber det seneste spil til Playstation.

1 kommentar om “Hvert tiende barn i Brøndby lever i fattigdom”

  1. Carsten siger:

    Jeg har fuld forståelse for at Socialdemokratiet(som sidder på magten) i Brøndby kan have svært ved at stå imod regeringens forskellige tiltag. Under min gang i Brøndby kan jeg se, at mange borgere er i klemme. Vi har et velfærdssamfund i Danmark, hvor der gerne skulle være plads til os alle. Men jeg kan se at vi Brøndbyborgere er ramt hårdt af Venstres og Dansk Folkepartis forskellige beslutninger, som presser Brøndbys fattige borgere.

    Det ærgrer mig og gør mig ked af det. For det er slet ikke nødvendigt at presse os så hårdt. Danmark er et rigt og stabilt samfund. Jeg håber at Socialdemokratiet i Brøndby kan stå imod Venstres og Dansk Folkepartis arbejde for at presse Brøndbys fattige medborgere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top