Millioner til teamsamarbejde
GLOSTRUP/BRØNDBY A.P. Møller og fru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har givet en donation på 7,3 millioner kroner til folkeskolerne i Brøndby og Glostrup

Brøndby og Glostrup Kommune har modtaget en donation på 7,3 millioner kroner til kompetenceudvikling af 600 lærere og pædagoger i de to kommuner. Bevillingen er givet til videreudvikling af teamsamarbejdet på kommunernes skoler, hvor omdrejningspunktet både er elevernes og fagpersonalets læring.

Alle teams får en coach
Midlerne er øremærket praksisnær kompetenceudvikling, hvilket betyder, at efteruddannelse af medarbejderne foregår helt tæt på praksis – altsåhelt ude i selve teamsamarbejdet. Teammøder ligger uden for elevernes undervisning, og der vil derfor ikke være tale om vikardækning, når medarbejderne efteruddannes. Der vil blive tilknyttet en coach til hvert af de 115 teams på skolerne, og hvert team vil modtage teamcoaching over en periode på to år. Ledelsen og forvaltningsniveauet vil ligeledes tage del i praksisnær kompetenceudvikling.

Bygger videre
Indsatsen bygger videre på en tidligere bevilling til projekt ”Tæt på læringseffekten”, der i forbindelse med skolereformen udsprang af et ønske om at give medarbejderne mulighed for at udvikle praksis sammen. Projektet sluttede i juni 2018. Gode tendenser fra fase 1 vil nu blive videreudviklet i fase to. Idealet for teamsamarbejdet er fortsat professionelle læringsfællesskaber (PLF), der er karakteriseret ved at være teams, der ud over samarbejde om elevernes læring også har fokus på teammedlemmernes egen læring – tæt på deres egen praksis.
Fase 2 af projekt ”Tæt på læringseffekten” vil løbe frem til udgangen af skoleåret 2020/21.
Jane Krog, leder af skole- og SFO-området, Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen i Brøndby Kommune, siger:
– Vi er glade for at kunne fortsætte den udvikling af samarbejdspraksis, vores ledere og medarbejdere er i gang med til gavn for elevernes læring og trivsel.
Robert Sørensen (EL), formand for Børne- og Skoleudvalget, Glostrup Kommune, siger om donationen:
– Jeg glæder mig over, at medarbejderne får mulighed for at styrke deres samarbejde om elevernes læring endnu mere. Vi ved, at det har stor betydning for børnenes læring og trivsel, at de voksne omkring børnene har et velfungerende samarbejde. At kompetenceudviklingen desuden foregår uden for elevernes undervisning, gør indsatsen stærk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top