Moserne på vej til at blive mere grøn
BRØNDBY. Afdelingen Moserne står over store forandringer, der skal imødegå klimaforandringerne og gøre området grønnere

Det næste årti vil sandsynligvis medføre større klimaforandringer. Noget man ønsker at forberede sig på hos boligafdelingen Moserne i Brøndby.
– Livet her ser helt anderledes ud end det gjorde for 30 år siden, hvor de sidste udendørsplaner blev lavet. Det er vigtigt at gentænke områder i forhold til de mennesker, der bor her, siger Leon Rye, formand for Moserne.
Klimaforandringerne skal imødegås af et såkaldt LAR-projekt, (lokal afledning af regnvand, red.), der er budgetteret til at koste 6,6 mio. kr. Det forventes at stå færdig i sommeren 2019.
Næstformand i Moserne Lars Anker Jensen ser frem til projektet, som han håber, samtidig vil skabe mere liv på Mosernes grønne arealer.
– Jeg håber, at LAR-projektet og de andre renoveringsprojekter kan være med til at skabe større fællesskabsånd, at vi vil bruge udendørsarealerne mere. Hvis du spørger vores beboere, så vil ni ud af ti sige, at de elsker Mosernes grønne områder. Jeg håber, at når vi forbedrer dem yderligere, vil det bringe folk ud af lejlighederne igen.

Naturlegepladser
Moserne er bygget i 1962. Derfor er arealerne omkring lejlighederne og lejlighedstyperne også lavet efter de behov, der var tidligere.
– Dengang krævede bilerne ikke den plads, de gør i dag. Der var måske 400 børn i afdelingen, og det er nede på 160 børn i dag, siger Leon Rye.
En del af fornyelsen af området i forbindelse med LAR-projektet består således i, at der bliver mulighed for at lave flere parkeringspladser, men også at ændre på legepladserne.
– Der kommer mere grøn beplantning i området, og vi får mulighed for at lave naturlegepladser, og det vil gøre området endnu mere attraktivt, mener Lars Anker Jensen.

Det koster at spare
LAR-projektet er ikke den eneste forandring af Moserne, der er på vej. Lejlighederne i Moserne skal nemlig fremover kunne holde bedre på varmen.
Derfor skal tage, gavle og fuger renoveres, så der kommer en klimaskærm om boligernes yderside. Det er godt for indeklimaet og godt for varmeregningen, fortæller Leon Rye.
– Vi er i planlægningsfasen, men det skal sikre, at beboerne får et varmeniveau, der er komfortabelt og svarer til nutiden. Projektet er vedtaget af beboerne, og det hele er skønnet til at koste 70 mio. kr.
Ud over de to projekter, LAR og klimaskærmen, så har Moserne i begyndelsen af september stemt for at gå videre med ansøgningen til støtte til en helhedsplan. Ligesom der inden længe også skal søsættes et projekt, hvor koldvandsrørene fornyes og udskiftes, fortæller formanden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top