Nyt forslag til Banegårdspladsen og Rådhusparken på vej
Banegårdsplads.jpg
Banegårdspladsen og Rådhusparken skal bindes bedre sammen. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Arkitektfirmaet SLA, der har fokus på landskabsarkitektur, skal tegne et forslag til, hvordan Banegårdspladsen og Rådhusparken kan blive bundet bedre sammen og se ud i fremtiden og hvordan der skal bygges i området

Som vi tidligere har beskrevet her i Folkebladet, har kommunalbestyrelsen valgt at stoppe arbejdet med en stor forbindelse hen over jernbanen, da det ville blive for dyrt og dermed kræve for store bygninger i Bymidten, blandt andet skulle der bygges en del i Rådhusparken.
Det betyder dog ikke, at Banegårdspladsen og Rådhusparken skal blive ved med at se ud, som de gør i dag. Derfor har kommunalbestyrelsen bestilt en rapport fra arkitektfirmaet SLA, der skal give et bud på, hvordan Banegårdspladsen kan se ud i fremtiden, hvordan den kan bindes bedre sammen med Rådhusparken og en bebyggelsesplan for Rådhusparken.

Masser af plads
SLA har tegnet Rådhusparken og designet indretningen af Nyvej. De elementer vil de arbejde videre på, skriver de i et oplæg til Glostrup Kommune.
– Vi er i SLA allerede godt bekendt med området og karakteren af det centrale Glostrup. Tilbage i 1995-2000 samarbejdede SLA og Glostrup Kommune om en fysisk udviklingsplan og byrum langs Nyvej og på Rådhuspladsen. Turen er nu kommet til den videre byudvikling af området, hvor nedrivning af eksisterende bebyggelse, opførsel af ny samt en yderligere opgradering af byrummene vil forme Glostrups bymidte på ny, skriver de.
Der har tidligere været forslag om at gøre busholdepladsen mindre for at få mere plads til andre og mere interessante aktiviteter på banegårdspladsen end asfalt. Den bold tager SLA op.
– Vi synes, at det er helt rigtigt set af Glostrup Kommune at fokusere på knudepunktet omkring den travle men overdimensionerede Banegårdsplads i opgaven om at samle bymidten. Stationen er et knudepunkt for Vestegnen og Banegårdspladsen udgør Glostrups mest velbesøgte byrum. Pladsen omgives nu af meget forskelligartede funktioner, byggerier, niveauer og områder som ikke nemt forenes, hverken flow-mæssigt eller i udtryk. Vi ser opgaven om at omtænke Glostrup Banegårdsplads som en oplagt mulighed for at udnytte det store potentiale, der ligger i at samtænke byrum med kollektiv trafik og placeringen af nyt byggeri med definitionen af rekreative lommer, skriver de.

Lille uenighed
Ud over SLA var det også en mulighed at lade arkitektfirmaet Cobe lave rapporten. Der var enighed i kommunalbestyrelsen om, at det skulle være SLA. Der var dog en lille uenighed om oplægget til deres arbejde.
– Der er ikke de helt vilde uoverensstemmelser, og dog. Man kunne ikke være enige om, at man skulle respektere den vedtagne strategi, man kunne kun blive enige om, at man skulle tage udgangspunkt i den. Der er en vis forskel. Det at respektere en beslutning synes jeg er vigtig.
Det at respektere en beslutning er ikke ensbetydende med, at den ikke kan laves om, sagde Flemming Ørhem (DF).
DF stemte derfor for at arbejdet skulle respektere den vedtagne strategi for udvikling af Bymidten, mens resten stemte for at der skulle tages udgangspunkt i den vedtagne strategi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top