Ønsker borgerforslag
VALLENSBÆK. Dansk Folkeparti vil give borgerne mulighed for at stille borgerforslag og få indsigt i sagsdokumenter

Da Folkebladet talte med Henrik Rasmussen (K), borgmester i Vallensbæk, efter kommunalvalget i 2017, sagde han blandt andet:
– Kommunikation med borgerne betyder meget. Det er lige fra skole til støjdebat.
Og rigtigt er det, at derdet seneste år har været afholdt en række borgermøder for at inddrage og kommunikere med borgerne. Bl.a. om udviklingen i Vallensbæk Nord.
Dansk Folkeparti mener dog, at inddragelsen af og kommunikationen med borgerne kan gå et skridt videre.
Derfor vil partiet på næste kommunalbestyrelsesmøde foreslå, at borgmesteren på vegne af borgerne kan fremsætte forslag fra borgerne til drøftelse i kommunalbestyrelsen. Med andre ord skal det være muligt, som i Folketinget og flere kommuner, at borgerne kan få en sag på dagsordenen.
Samtidig foreslår Dansk Folkeparti, at udvalgsbilag på åbne sager i kommunalbestyrelsens stående udvalg og i kommunalbestyrelsen fremover bliver tilgængelige for borgerne på kommunens hjemmeside, så man kan se de dokumenter, sagerne drøftes ud fra.
Ifølge Kenneth Kristensen Berth viser erfaringen, at der er brug for tiltagene:
– Vi vil gerne gøre det nemmere for almindelige borgere at tage aktivt del i kommunens politiske liv. Senest ved sagerne om de mange nybyggerier i kommunen, har jeg fået flere henvendelser fra borgere, der har været utilfredse med, at de ikke har kunnet se de præcise projekter, som vi i kommunalbestyrelsen har haft adgang til, og for at følge med i kommunalbestyrelsens arbejde er det altså nødvendigt ikke kun at have adgang til selve dagsordnen.
Desuden er der fare for, at en stor gruppe borgeres synspunkter ikke bliver hørt, siger Kenneth Kristensen Berth:
– Ved det sidste valg blev næsten hver syvendevælger ikke repræsenteret i kommunalbestyrelsen. Det skal vi også tage hensyn til. Det gør det bare mere nødvendigt at skaffe andre muligheder for at indflydelse end gennem de tre partier i kommunalbestyrelsen, f.eks. ved som en stribe andre kommuner i vores områder har gjort det, at skabe mulighed for at borgerne kan stille forslag i kommunalbestyrelsessalen .

FAKTA
I forhold til antallet af underskrifter, det kræve at få en sag til drøftelse, så skal det ifølge DF svare til antal stemmer, der kræves for at opnå en plads i kommunalbestyrelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top