Omverdenen ser med interesse på Brøndby
HLA_9693.jpg
Kent Max Magelund (S), borgmester i Brøndby, glæder sig over den øgede interesse for Brøndby. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. Nytårshilsen fra Brøndbys borgmester Kent Max Magelund (S)

Jeg vil gerne ønske jer alle sammen et rigtig godt nytår. Som alle andre bruger jeg naturligvis også nytåret til at se tilbage på 2018 og frem mod de muligheder og udfordringer, der venter os som kommune i det nye år.
Lad mig starte med at slå fast, det går godt i Brøndby. 2018 var et rigtig spændende år i Brøndby, og det peger frem mod, at vi går nogle meget interessante år i møde.
Vi bor et skønt sted og det er omverdenen i stor stil også ved at få øjnene op for.
Ligesom i 60’erne, da byen rejste sig rundt om vores landsbyer og forvandlede Brøndby fra landbrugssamfund til moderne forstad, er der igen stor interesse for at flytte til Brøndby for at få lys, luft og gode boliger.
Og derfor er jeg særligt glad for det gode samarbejde, vi har i kommunalbestyrelsen, hvor vi det seneste år er blevet enige om, at lægge nogle spor ud, der kommer til at definere Brøndby langt ud i fremtiden.

Nye muligheder
I Kirkebjerg har vi lagt hovedlinjerne for, hvordan den nye bydel i løbet af de næste 10-15 år skal udvikle sig fra erhverv til et levende boligområde med op til 2.000 boliger. Vi forventer, at det første boligbyggeri går i gang allerede i år. Her har en investor planer om at bygge næsten 500 boliger. Det bliver både rækkehuse og lejligheder.
I Brøndby Strand skal boligselskaberne jo desværre rive fem højhuse ned på grund af PCB. Men til gengæld giver det os mulighed for, at se på hele området med nye øjne og planlægge nye boliger, så Brøndby Strand kan få et løft og nytænkes, selvom det er på en trist baggrund.
At så mange investorer ser muligheder i at bygge nyt i Brøndby, skyldes i høj grad den kommende letbane, der blev endeligt vedtaget i 2018. Og selvom den først står klar i 2025, er forberedelserne til letbanebyggeriet i fuld gang. Og ja, det kommer til at blive bøvlet i perioder, og vi kommer til at sidde i kø på Sdr. Ringvej. Men jeg er sikker på, at det vil være det hele værd, når den først står klar.

Nyt ældrecenter
Og vi skal huske, at udvikling og fornyelse er nødvendig, hvis vi skal sikre økonomi til at give alle borgere en ordentlig service. Ikke mindst de ældre, som vi får flere af i Brøndby. De skal have en værdig ældreomsorg. Og da Ældrecentret Gildhøjhjemmet ikke længere er tidssvarende, har vi planlagt at bygge et nyt ældrecenter i Vesterled med 152 nye boliger, som vi forventer, står klar i 2024.

Muligheder for de unge
Men selvom det går godt, og Brøndby er i fremgang, har vi stadig meget at nå. I kommunalbestyrelsen er vi for eksempel meget optaget af, at alle vores unge skal have en uddannelse, så de kan blive en del af fællesskabet på arbejdsmarkedet. Og her har vi vores vel nok største udfordring med en alt for høj ungdomsledighed. Det er vi i fuld gang med at ændre på. Den kedelige kurve skal knækkes og derfor har vi også prioriteret indsatsen i budgettet for i år, hvor vi ellers lidt paradoksalt var tvunget til at finde besparelser, selvom vi egentlig har en sund økonomi og en fornuftig kassebeholdning.

Kong Kjeld
Jeg vil også sende en hyldest til Kjeld Rasmussen, som vi mistede i 2018. Han har som Brøndbys borgmester gennem 39 år, det er danmarkshistoriens længst siddende borgmester, haft en enorm betydning for Brøndby og hans eftermæle lever i blandt os med de fingeraftryk, han har sat overalt i Brøndby. Æret være hans minde.
Til slut vil jeg gerne takke alle Brøndbyborgere, medarbejdere, virksomheder og foreninger for året, der gik. Tak for gode samtaler og samarbejde, for ris og for ros. Jeg glæder mig, sammen med resten af kommunalbestyrelsen – til at tage fat på alle de spændende opgaver, som 2019 bringer.

På kommunalbestyrelsens vegne vil jeg ønske alle et godt nytår.

3 kommentarer om “Omverdenen ser med interesse på Brøndby”

  1. Det er jo altid dejligt at høre at det går os godt i vores dejlige by.
    Dog syntes jeg blot at nytårstalen mangler en smule orientering omkring nogle at de udfordringer som Brøndby jo som alle andre byer også har.
    Med en bruttoledighed i Brøndby på 5,9 % er vi den kommune i landet der ligger på tredjepladsen over flest ledige i landet. Det er selvfølgelig en bronzeplads, og det er naturligvis flot, hvis vi samler på pokaler.
    Brøndby kommune ligger på en andenplads med 10,4 % fattige børnefamilier. En stigning med hele 4,4 % siden sidste optælling i 2015. Her har vi en klar sølvmedalje, hvilket jo også må siges at være flot pokal.
    På en flot førsteplads, som Brøndby deler med de øvrige vestegnskommuner, ligger hjemløshedsprocenten på 23% ud af 6.635 borger som ikke har noget sted at bo. En guldpokal af de helt store, som flere vestegnskommuner dog har ret til at holde.
    Man må jo sige at Brøndby stadigvæk har nogle tunge udfordringer som skal løses, men det skulle jo heller ikke være så svært, når det nu går så godt i Brøndby.
    Jeg håber dog ikke at løsningen skal findes ved at skære ned på antallet af lejeboligerne, eller istandsætte de eksisterende i en sådan grad, at det kun er muligt at betale huslejen såfremt man har nogle rigtige gode indtægter, eller ligefrem ved at erstatte dem med dyre ejerboliger. I så fald løser man ikke udfordringerne, man fjerner bare de svage og udfordrede borgere fra kommunen.
    Men det bliver bestemt spændende at følge arbejdet med at gøre børnefamilierne økonomisk rigere, skabe nye sunde og gode arbejdspladser til vores ledige.
    Arbejdet med at bygge midlertidige indslusnings boliger til alle vores hjemløse medborgere bliver ligeledes spændende at følge, hvor skal de bygges, hvordan skal de se ud, og hvilke boliger skal de flytte ind i når den gode og støttende indsats for at hjælpe disse mange mennesker har båret frugt, og de igen er egnet til at flytte ind i permanente boliger igen.

    Godt Nytår
    Kim Limkilde-Welcher
    Lokallisten Brøndby

  2. Det er jo altid dejligt at høre at det går os godt i vores dejlige by.
    Det er også dejligt at høre at vi snart får nogle nye veletablerede borgere til byen, der har råd til at købe de mange boliger i Kirkebjerg. Det giver forhåbentlig endnu flere gode skattekroner til kommunen, som vi kan benytte til vores udhulede velfærd.
    Dog syntes jeg blot at nytårstalen mangler en smule orientering omkring nogle at de udfordringer som Brøndby jo som alle andre byer også har.
    Med en bruttoledighed i Brøndby på 5,9 % er vi den kommune i landet der ligger på tredjepladsen over flest ledige i landet. Det er selvfølgelig en bronzeplads, og det er naturligvis flot, hvis vi samler på pokaler.
    Brøndby kommune ligger på en andenplads med 10,4 % fattige børnefamilier. En stigning med hele 4,4 % siden sidste optælling i 2015. Her har vi en klar sølvmedalje, hvilket jo også må siges at være flot pokal.
    På en flot førsteplads, som Brøndby deler med de øvrige vestegnskommuner, ligger hjemløshedsprocenten på 23% ud af 6.635 borger som ikke har noget sted at bo. En guldpokal af de helt store, som flere vestegnskommuner dog har ret til at holde.
    Man må jo sige at Brøndby stadigvæk har nogle tunge udfordringer som skal løses, men det skulle jo heller ikke være så svært, når det nu går så godt i Brøndby.
    Jeg håber dog ikke at løsningen skal findes ved at skære ned på antallet af lejeboligerne, eller istandsætte de eksisterende i en sådan grad, at det kun er muligt at betale huslejen såfremt man har nogle rigtige gode indtægter, eller ligefrem ved at erstatte dem med dyre ejerboliger. I så fald løser man ikke udfordringerne, man fjerner bare de svage og udfordrede borgere fra kommunen. En form for menneskelig udrensning som historien jo har mange uhyggelige fortilfælde af.
    Men det bliver bestemt spændende at følge arbejdet med at gøre børnefamilierne økonomisk rigere, skabe nye sunde og gode arbejdspladser til vores ledige.
    Arbejdet med at bygge midlertidige indslusnings boliger til alle vores hjemløse medborgere bliver ligeledes spændende at følge, hvor skal de bygges, hvordan skal de se ud, og hvilke boliger skal de flytte ind i når den gode og støttende indsats for at hjælpe disse mange mennesker har båret frugt, og de igen er egnet til at flytte i permanente boliger.
    Godt Nytår
    Kim Limkilde-Welcher
    Lokallisten Brøndby

  3. Diana Asbæk siger:

    Tak i lige måde

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top